Det er dejligt at se, at drengenes (og pigernes) yndlingsbøger om Iqbal Farooq er udkommet i en forkortet og sprogligt lettere bearbejdning, så bøgerne nu kan læses af et yngre publikum og af børn, der har svært ved enten at læse eller at forstå dansk. Bøgerne bliver nemmere at bruge i specialundervisningen og i tosprogsundervisningen, og det er jo helt perfekt.

Forkortelserne har sine fordele og sine ulemper - man kan ikke få det hele, og egentlig synes jeg, at meget i de bearbejdede udgaver er blevet bedre af at blive forenklet, så fortællingen står mere stram og ikke forvirres af for mange sidehistorier, for højt tempo og så mange replikker, at det er svært at holde tråden. På den anden side så synes jeg alligevel, at der mangler nogle af de sidehistorier, som var allersjovest i originalen. Men man kan altid tage fat på originaludgaven, når man er blevet dygtigere til at læse, og det er i sig selv motiverende.

Hvis der skulle være enkelte, der ikke kender Iqbal Farooq-bøgerne, skal det lige nævnes, at Iqbal Farooq bor på Nørrebro med sine forældre, lillebror Tariq, storesøster Fatima og lillesøster Dindua, og med til familien hører også onkel Rafiq, der i bedste Bjarne Reuter-stil minder om onkel Otto fra Bertram-bøgerne.

Den oprindelige "Iqbal Farooq og den sorte pjerrot" var Manu Sareens forfatterdebut og var lidt af en sensation, da den udkom i 2006, fordi det var nyt med en sjov børnebog om vore tosprogede familier i Danmark. Bøgerne er børnefantasier, og realismen kan ligge et meget lille sted, fordi samfundssatiren er så tyk. Humoren er grovkornet, og jeg kan godt se, at det kan støde nogen, hvis man tager tingene bogstaveligt. Er det for eksempel fedt, at drengene kan gå ustraffet fra at sprænge en halv skole i luften? Nej, men i børnefantasien er det ikke ualmindeligt, at man kan have lyst til at brænde sin skole ned til grunden.

Bøgerne er blevet tilpasset en lix 22, hvilket svarer til, at man vil kunne læse dem fra cirka 3. klasse.