Ved DLF's forårsmøder på seminarierne blev de studerende, der er færdige som lærere til juni, blandt andet opdateret om deres situation for tiden.

Meldingen gik på, at ingen skal regne med at få et job som lærer! End ikke i Grønland eller sydpå er der job.

Selv om behovet for lærere øges om cirka fem år, vil skolerne da foretrække de senest uddannede. Det betyder, at årgang 2012 ikke skal gøre sig særligt håb om at kunne bruge deres uddannelse i praksis.

DLF forstår lærernes skuffelse, og bedste råd til dem er at starte en videreuddannelse - ikke engang da vil de være sikre på at få et job.

Mon ikke en del af de unge har svært ved at mobilisere lyst og energi til det afsluttende speciale - for til hvilken nytte?

I læserbrev »Om solidaritet« (Folkeskolen nummer 6/2012) slår Poul Ross-Hansen til lyd for, at ældre lærere eventuelt overvejede nedsat arbejdstid eller pensionering og dermed giver plads til unge lærere.

I sit svar på dette påpeger DLF's formand, at hovedstyrelsen har sympati for forslaget, men at det er DLF's politik at arbejde for fuldtidsstillinger og ikke anbefale deltidsbeskæftigelse, og at man i DLF arbejder på at få flere i arbejde, at forbedre dagpengesystemet og at skabe netværk for ledige lærere.

Ægte fagforeningssnak!

Mon de nyuddannede lærere ser positivt på disse initiativer? Nej, de unge lærere ønsker at komme ud at bruge deres uddannelse!

Spørg de unge, om de vil:

- starte med en lavere begyndelsesløn

- deltage i mentorordninger

- deltage i forsøgs- og udviklingsarbejde

- deltage i inklusionsklasser.

Spørg de unge lærere, hvad de gerne vil - hvis der menes noget med sympatien, eller kan/vil DLF ikke tænke »ud af boksen« i en krisesituation langt fra »almindelig praksis«?

Sympatien rækker nok næppe til nytænkning?

Svar til Ingrid Stuart