Anmeldelse

Ivalus sommer

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ivalu er en grønlandsk pige på ni-ti år. Hun er enebarn og bor i en lejlighed i Nuuk sammen med sin far og mor. Forældrene arbejder, men i weekenderne tager de på telttur ind i fjeldet. Ivalu har en god veninde Naja, der følger hende overalt.

På mange måder ligner hverdagen en dansk hverdag, men den grønlandske natur og civilisation gør, at Ivalu får nogle oplevelser, som er ukendte for danske børn. Ivalu er med på sæljagt og renjagt. Hun farer vild i fjeldet, og til slut skyder hun sin første ræv. Da hendes veninde Naja rejser til Danmark med sin danske far og sine søskende, bliver Ivalu meget ked af det. Ivalu vokser i mere end en forstand denne sommer, og hun udvikles af de begivenheder, hun oplever.

De sociale problemer antydes, da Najas mor har et alkoholproblem, der fører til skilsmisse fra Najas far.

Forfatteren har illustreret bogen med stemningsfyldte sort-hvide tegninger.

I lærervejledningen gives en lang række forslag til, hvordan der kan arbejdes med bogen. En af de mange aktiviteter er »læseteater«. Det er en måde at styrke oplæsningen på. To eller flere personer arbejder sammen om en tekst. Der må gerne være megen dialog. Hver elev streger det under, han skal læse. Der må gerne ændres og udelades i teksten. Når teksten er bearbejdet og oplæsningen øvet, fremføres det for publikum. I lærervejledningen er trykt fire læseteatertekster.

Vejledningen slutter med en litteraturliste.

»Ivalus sommer« er en stilfærdig bog, der giver et realistisk billede af et barns hverdag i Grønland. Den ydre spænding er begrænset, men der sker en del på det indre plan. Det er nok en bog, der skal formidles. Den vil være oplagt at bruge i forbindelse med et emnearbejde om Grønland på fjerde og femte klassetrin, og her vil lærervejledningen være en god hjælp.