Forfatteren vil med denne bog gerne (gen)etablere fællesskabet som ramme for individets udvikling, læring og trivsel. Afsættet er, at netop fællesskabet sammen med sammenholdet, samarbejdet og sammenhængskraften er under pres. Dette sker i en tid, hvor hybride eller fleksible arbejdspladser blomstrer, i takt med at smittetallene for corona igen desværre stiger.

Samfundsudviklingen sætter også fællesskabet yderligere under pres. Vores århundrede kan blandt meget andet kaldes for ”Ensomhedens århundrede”, hvor ensomhed i bogen beskrives som en form for social smerte, der især rammer unge.

Kombineres dette med, at ”… det senmoderne menneskes muligheder for at kunne knytte an til noget, som er større end én selv, netop er blevet indsnævret, og derved kommer vi i en tilstand af meningstom selvbevidsthed”, får vi en farlig cocktail, hvor problemerne vendes indad, og man får et nærmest fjendtligt forhold til sig selv.

Stress er ud over ensomheden et anden karakteristikum ved det moderne samfund. Det kan også afhjælpes via netop fællesskabet og (team)samarbejdet, argumenteres der for i bogen.

Bogen stiller i særlig grad to spørgsmål: Hvilke følelser og tilstande spiller ind på individet og påvirker fællesskabet, når grupper i organisationer skal samles og genstartes efter en krise (for eksempel corona) eller en større forandring? Hvad kan man stille op og tænke om det, der udspiller sig under kriser og forandringer, og hvordan får man styr på en skude i søgang?

Bogen svarer sådan set overordnet fint på disse spørgsmål igennem de længere del 1 og del 4 samt de kortere del 2 og del 3. Alligevel er det, som om vi hele tiden kun lige kradser i overfladen – i forhold til både det teoretiske og det praktiske. Jeg ville selv foretrække en lidt længere og grundigere bog, som jeg er fuldt ud overbevist om, at forfatteren kan skrive.

Omvendt er det bogens styrke, at den er hurtig og let læst.

Bogens målgruppe forekommer at være bred som værende teammedlemmer eller ledere, uanset om det er i en privat eller offentlig kontekst. Også her ville en mere defineret og afgrænset målgruppe være at foretrække med en endnu mere målrettet og stringent bog til følge.

Dette skal ikke tage fra bogen, at den er interessant læsning med løbende gode pointer. En af disse er, at vi i teknologibegejstringen fortsat skal værne om det fysiske møde. Det digitale møde kan meget, men det gør os samtidig lidt blinde, lidt døve og lidt stumme. Hermed skaber det utryghed og ensomhed, og det er en af bogens gennemgående anbefalelsesværdige pointer, at forudsætningen for udvikling er tryghed. Her står Stine Reintoft blandt andet på skuldrene af Amy Edmondsons interessante forskning om psykologisk tryghed og "teaming". Sidstnævnte skal forstås som et teamsamarbejde, der fokuserer mere på processer end på selve teamsammensætningen. "Teaming" bliver der mere af, argumenterer forfatteren overbevisende for, da problemernes øgede kompleksitet og arbejdsmarkedets stigende projektkarakter fordrer ad hoc-samarbejde mellem forskellige faggrupper.

I forlængelse af det øgede fokus på "teaming" og psykologisk tryghed spår forfatteren, at vi fremover også ser de organisatoriske udmøntninger eller konsekvenser af dette fokus i form af øget distribueret ledelse. Her giver den i øvrigt slankede ledelse medarbejderne øget inddragelse og beslutningskraft for at være passende med nutidens komplekse problemløsning. Forfatteren åbner op for dette interessante perspektiv i note 1, men det er et af de aspekter, som hun med fordel kan udfolde i sin næste bog.

Forfatteren skriver også, at arbejdslivet er afsæt for identitet, men er det ikke netop et af problemerne? Lægger vi ikke for meget identitet i arbejdet? Kan det ikke være med til at skabe blandt andet øget stress og ensomhed, som jo er nogle af de problemer, som forfatteren gerne vil til livs? Også dette aspekt kan med fordel diskuteres i en længere eller en ny bog fra forfatterens hånd, som undertegnede også ville læse med høj forventning og stor interesse.