41 skoler er dette efterår under Undervisningsministeriets tilsyn. Det virker gammeldags i disse digitale tider, at inspektorer kommer på besøg med en sagsmappe under armen og med granskende øjne gennemgår skolens hverdag. Vi har besøgt en skole, som oplever det på egen krop. Det er en mavepuster.

For tilsynet kommer kun, hvis der er alvorlige problemer. Som regel er det resultater, faglige eller trivselsmæssige, som ligger under det, der kan forventes - selv når elevsammensætningen tæller med. Og det er tilsyneladende svært at komme ud af tilsynet igen.

Skoler hænger fast i tilsyn i årevis 

Det er kontrol skjult som hjælp, kritiserer en arbejdsmarkedsforsker. Han undrer sig også over, at tilsynet nu har fungeret i 15 år uden selv at være udsat for evaluering. Hvem fører tilsyn med tilsynssystemet?

Det er heller ikke befordrende for skolerne at se deres navn på tilsynslisten - en kredsformand sammenligner det i en artikel i bladet med en "forældet gabestok". Det kan føre til en negativ spiral, hvor en skole får et dårligt ry, så resursestærke forældre flytter deres børn til andre skoler.

Men de granskende øjne kan også føre til noget godt. Den ekstra opmærksomhed fra tilsynets erfarne konsulenter har noget med til skolen. Der er lærere og skoleledere, som oplever, at de faktisk får hjælp. Ekstra resurser, kurser og vejledertimer bidrager til, at skolerne kan flytte sig.

Men man kan konstatere, at det alligevel er de samme skoler i de samme belastede områder, som flytter ind på listen. Elevernes udfordringer her er ofte symptomer på hele familier, som har problemer. Her nytter det ikke kun at have fokus på skolen, siger kritikere, som ønsker et bredere syn på problemerne.

En evaluering af systemet er et godt sted at starte.

"Vi gør det bedste, vi kan"