De to børneanmeldere på ni år Liva Yde Christoffersen og Gertrud Grundahl Christoffersen var rundhåndede med hjerterne efter Batidas forestilling "Balalajka" – den fik henholdsvis fire og fem ud af fem mulige hjerter. Og de to kusiner har set mange forskellige børneteaterforestillinger og er stærkt kritiske.

Men komedien fra Rusland med Bolshoi Balalajka Blues Bands fire forrygende figurer med strittende overskæg, kartoffelnæser og underlige hatte viser sig at være alletiders for både voksne og de 8-12-årige. Scenografien er ”slidt og fra gamle dage”, som Liva bemærker. Bagtæppet er beklædt med et stort rødt flag, hvor hammer og sejl her er erstattet af en gul balalajka. Midt på scenen etableres den store traktorfabrik, hvor en komisk apparatnik spillet slapstickagtigt af Danay Blanco danser ind med karosseri og til sidst et kolossalt kæmpehjul. Fabrikken har fremstillet 500.000 traktorer og skal hylde ”Den Store Hjælper”. Hans portræt troner bagved, og han ligner et svin, som Gertrud bemærker.

Vi møder den unge generte Ivan, hvis far var en fantastisk balalajkaspiller, men han forlod Ivan og moren Lydia til fordel for en dulle fra kantinen på traktorfabrikken. Ivan synes selv, han er grim, og hans manglende selvtillid spilles blidt af Per Thomsen. Ivan har fået opgaven at spille en hymne til den store traktorfejring, og her møder han den blinde Svetlana, der er opvokset på børnehjem. Hun spiller på harmonika, og de to unge finder hinanden, selvom de flere gange dramatisk må stride sig gennem en voldsom snestorm skabt af en kolossal snemaskine.

Maria Sonnes rolige og stærke Svetlana må først finde sig i børnehjemmets forstanderindes tarvelige undertrykkelse, men hun bryder ud, og sammen med Ivan kommer de til at spille i radioen til Den Store Hjælpers fødselsdag. Ivan med rødt pionertørklæde bliver tvunget til at skrive en sang for at få produktiviteten på traktorfabrikken optimeret, men han siger stop og skriver sangen ”Vi vil ikke mere”.

Ivans seje mor, Lydia, har strikket BZ-huer i stærke farver, og her spiller Danay Blanco moren kontant og ironisk. Det viser sig, at faren faktisk havde købt en ring til Lydia og slet ikke var stukket af (han var blevet spist af en ulv), og det afsløres, at Svetlana slet ikke er blind; det var skuespil for at få bedre behandling på børnehjemmet.

Søren Valente Ovesens manus viser her, hvordan det hele grotesk vendes på hovedet, og at ”slemt kan blive godt”, når vi nærmer os "happy ending". Det får vi også, efter at balalajkaorkesteret har spillet ”Vi vil ikke mere” på den traditionelle russiske facon. I et skønt vildt crescendo drøner Tobias Heilmann ind på scenen vildt spillende på elbalalajka, og de fire transformeres til et rock-punk-band i Pussy Riot-huer i lilla, orange og turkise farver. Oprøret er ikke slut.

Skuespillernes kropssprog er fuldt af humor, og forestillingen veksler mellem mistro og vrede og omsorg og medmenneskelighed. Det sidste bemærker Gertrud. ”Det var fantasifuldt, og spillemåden var sjov, men det bedste var kærligheden mellem Ivan og Svetlana”. Liva konkluderer: ”En sygt god forestilling”.

Timingen kunne visse steder strammes, men det er hår i suppen i en ellers vellykket forestilling, som går rent ind hos børnepublikummet.