Sommeren 2020 skete det. Kulminationen på fire års studie; efter en veloverstået eksamen i Historie, der godt nok var foregået online pga. corona, kunne jeg klappe computeren ned, ånde lettet ud og kigge rundt i min stue, hvor alle mine studiebøger lå i bunker.

Nu var jeg simpelthen lærer!

Få dage forinden havde jeg endda sikret mig et job. Jeg skulle overtage en 2. klasse og undervise i bl.a. dansk og kristendom, og kunne se frem til en lang sommerferie, hvor jeg kunne varme mig ved solens stråler og forventningens glæde. Jeg forestillede mig livligt de nye elever og mine kommende kollegaer. Min undervisning og alle de ting, emner og forløb jeg ville lave. Hvilken lærertype skulle jeg være? Samtidig mærkede jeg så småt det grumme forvarsel, som alle lærerstuderende mødes med igennem deres studie, når de en sjælden gang i mellem lukkes ud af folden og får lov at møde virkeligheden; praksischokket! Men jeg slog det til side. ”Ikke mig, du. Ikke mig.”.

Jeg havde klaret mig igennem lærerstudiet med lutter topkarakterer. Fem 10-taller og seks 12-taller kunne jeg stolt fremvise på mit karakterblad, der talte et samlet snit på 11,1.

Og hvordan gik det så, spørger du nok. Jo, de første tre måneder var mest af alt en dundrende fiasko. Jovist, fagligheden og teorierne havde jeg på plads. Jeg kunne til hver en tid præstere en eminent fremlæggelse om Bourdieu, sociofaglig inklusion, skadelige narrativer og diskurser eller skolens dannelsesmæssige perspektiv i en globaliseret verdensorden med øje for Matthæus-effekten mv. Selv i en syv-hestes brandert var dette mig en let sag. Men at kunne lede en klasse med 20+ elever og sørge for nærværende og differentieret undervisning, der tog udgangspunkt i hver enkelte elev?

Hvordan var det nu lige, man gjorde det?

Efter flere måneders øvelse begyndte jeg dog at få tæft for det – ikke uden mine dygtige kollegaers store hjælp –, og jeg begyndte så småt at kunne se mig selv i lærerrollen, og mit første år som lærer endte med at være en succes. Men det gør mig til stadighed ualmindeligt trist til mode at tænke over, hvor lidt dette hvordan egentlig fyldte på lærerstudiet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange eksaminer jeg har siddet til, hvorunder jeg inderligt og oprigtigt har tænkt ”Bare I ikke spørger mig, hvordan jeg rent faktisk har tænkt mig at gøre dette.”. Sandheden er, at lærerstudiet i dag i langt højere grad klæder de studerende på til at læse videre på f.eks. DPU som Cand.Pæd.Soc. e.l.

Jeg var chokeret, da jeg i begyndelsen af mit studie fandt ud af, at ingen af vores fire første undervisere var uddannede folkeskolelærere. Alligevel skulle de altså berede os på at stå med ansvaret for op imod 100 elevers faglige og sociale udvikling plus forældresamarbejde mv.

Sandheden er, at respekten for det håndværk, som det at undervise i virkeligheden er, så småt er forsvundet. Idéen, om at man kan læse sig til at blive lærer med kun i alt 18 ugers praksiserfaring, er efter min mening – og nu erfaring efter mit første år som lærer – decideret ødelæggende for lærergerningen.

Den betyder, at færre søger ind på lærerstudiet, og at alt for mange af dem der gør det, desillusioneret forlader faget i utide, når virkeligheden rammer dem efter endt studie, og de indser, at deres uddannelse simpelthen ikke har givet dem de nødvendige kompetencer.

Og det er i sandhed nedslående.