Det var mørkt, da jeg tændte skærmen for at logge på til den første online-lektion og det var næsten mørkt, da jeg endelig fik lov at slukke den efter det virtuelle afdelingsmøde, en eller anden syntes, vi ikke kunne undvære. Det vælter ned med tøsne, og der er tilløb til sort is på fortovet. Det er januar.

Sådan var min skoledag i dag, og sådan var flere af jeres sikkert også. Efter lasagnen tonede ministre og eksperter for Gud-ved-hvilken gang frem på skærmen som små murmeldyr for at fortælle os, at de ikke kan se deres egen skygge, og at vinteren derfor vil vare 140 år endnu.

Eller sådan noget.

Ok, vinteren bliver måske ikke helt 140 år lang, men uanset er corona-nedlukningen nu forlænget med mindst tre uger endnu, og det føles såmænd næsten på samme måde.

”Det er nu, vi skal holde fast”, lød det fra over-murmeldyret fra Sundhedsstyrelsen. Og jeg er helt klar til at gøre netop det, for det er mit job, det er ”mine” elever og de skal ikke lades i stikken. Det ændrer dog ikke ved, at jeg er træt, og det ændrer heller ikke ved, at det er du nok også.

I et møde mellem kommunens tillidsrepræsentanter og skolechefen fik vi at vide, at vores ansvar var at levere undervisning ”så tæt på normalt, som muligt,” og den ramme, som åbenbart skulle kunne sikre det, er et fuldt skema.

Så var det ligesom på plads.

I går skrev jeg til mine kolleger og spurgte til deres oplevelser med at arbejde i denne tid. Trods en yderst lydhør og handlekraftig skoleledelse modtog jeg næsten 20 tilbagemeldinger med udsagn som ”Jeg var ved at tude i fredags, da min afdelingsleder kun spurgte til eleverne og ikke til os lærere”, ”Jeg har altså sjældent den der følelse efter en online-lektion af, at jeg er en god underviser" eller ” Udfordringen er, når jeg er tilgængelig for eleverne i timerne, er jeg presset med at finde tid til at hjælpe mine egne børn.”

Fra  en af kommunens speciallærere lød det: "Vi er en usynlig glemt gruppe. Mange i samfundet ved slet ikke vi er på job," mens en kollega fra en naboskole fortæller, at hun underviser op til 15 elever fysisk på skolen samtidig med, at hun underviser resten online! 

Der er dæleme ikke noget at sige til, at vi er trætte med udsigten til endnu tre uger på denne måde.

Jeg vil ikke pive, og det gør mine kolleger virkelig heller ikke, for jeg ved, at andre faggrupper er mindst lige så hårdt spændt for, men alligevel vil jeg insistere på, at vores arbejdsgivere tager denne coronatræthed alvorligt og gør plads til, at vi og eleverne kan være i det. Der træffes mange gode beslutninger derude blandt ledelserne, men lad os slå fast med Gordon Ørskov Madsens ord: ”Vi kan ikke have de samme forventninger til elevernes udbytte af undervisningen, vi kan ikke levere det samme, som vi normalt kan.”

Og det skal være ok.

Lederne skal se, at det her koster. Vi er mange, som sulter efter at blive set og hørt, når vi sidder alene derhjemme og prøver at holde skole inde i en fire år gammel, kommunalt udleveret Dell computer, som lugter en smule brændt. Eller er det bare mig? Kollegerne på specialskolerne skal støttes i en hverdag med corona, men uden værnemidler og tilstrækkelig rengøring, og vi skal vide, hvordan POKKER vi skal forholde os til afgangsprøven, når vi ikke kan regne med, at eleverne overhovedet har en chance.

Nå, det var da godt nok en positiv skrivelse…

Pointen er, at corona-træthed er virkelig, også for os lærere. Og det er ok. Vi er bare nødt til at tilpasse forventningerne til det. Regeringens forventninger, forvaltningens forventninger, ledelsens forventninger og, nå ja, vores egne også.

Jeg er sikker på, at vi kan få noget fornuftigt ud af denne tid, også af de næste tre uger, men der skal gøres plads til det. Det fulde skema må og skal kunne udfordres der, hvor det giver mening, og lærerne skal kunne være i et arbejdsliv, der kræver det hele … hele tiden.