Der er gået 100 dage, siden Gordon Ørskov Madsen vandt et tæt formandsopgør på Lærerforeningens kongres.

100 dage med ny formand i DLF: Svendeprøven venter ved OK21

Gordon Ørskov Madsen er kommet fint fra start som ny formand for Danmarks Lærerforening, vurderer en arbejdsmarkedsforsker og en formandskollega. Men den første store prøve ligger forude.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Store sko at fylde ud. Sådan lød vurderingerne over en kam, da en ny formand efter kampvalg for præcis 100 dage siden kunne sætte sig til rette i formandsstolen i Danmarks Lærerforening, som inden da havde tilhørt Anders Bondo Christensen i hele 18 år.

Mens hele Danmark var på mellemnavn med Danmarks Lærerforenings tidligere formand, der bare var kendt som Bondo, tyder omtalen af den nye på, at de skal til at vænne sig til at være på fornavn. Navnet er Gordon. Gordon Ørskov Madsen.

Gordon Ørskov ny formand for lærerne efter tæt valg

Spørger man arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, der har indgående kendskab til fagbevægelsen og Danmarks Lærerforening, har den mangeårige formand for Lærerforeningens overenskomstudvalg fået overdraget en rolle, hvor der skal kæmpes på flere fronter i de kommende overenskomstforhandlinger. Det vender vi tilbage til.

Mere basisdemokrati

I første omgang har Gordon Ørskov Madsen dog sat sig til rette i formandsstolen "på sin egen stille og rolige facon" i en periode, der har stået i coronavirussens tegn, vurderer Henning Jørgensen.

"Der er ikke tale om paladsrevolution, for han har haft stor indflydelse på den strategi, der har været fulgt i lang tid", siger han til folkeskolen.dk.

"Men der bliver diskuteret og lagt flere, om jeg så må sige, basisdemokratiske elementer ind i foreningen. Sådan så en ny start med en ny formand og en ny arbejdstidsaftale også kan give ny luft. Gordon er grundlæggende meget demokratisk indstillet, og vil gerne have en grundig diskussion, inden der træffes beslutninger".

»Det er godt nok en stor opgave«

Adskiller det sig fra Anders Bondo?

"Det er en grundlæggende del af identiteten som folkeskolelærer, at man forsøger at diskutere sig frem til en enighed. Eller i hvert fald frem til en fælles forståelse af, hvorfor noget er fornuftigt at gøre. Det må så tage den tid, det tager", siger Henning Jørgensen.

"Sådan var det også under Anders Bondo, men han sad der i mange år, og så begynder man at tage nogle ting for givet til sidst. Det er helt naturligt. Det gør en ny formand ikke på samme måde".

En naturlig arvtager

Formand for FOA Mona Striib peger på, at Gordon Ørskov Madsen med sin lange erfaring fra centrale poster i Danmarks Lærerforening ikke er noget ukendt ansigt.

"Der lægges selvfølgelig nogle lag på, når man indtager en ny position, men min oplevelse er, at han er gledet helt naturligt ind på formandspladsen både i Danmarks Lærerforening og Forhandlingsfællesskabet helt fra start", siger hun.

Alle nye ledere har ifølge Henning Jørgensen et "åbent politikvindue". Men der kommer også et tidspunkt, hvor man ikke længere har samme handlemuligheder. Arbejdsmarkedsforskeren vurderer, at vinduet for Gordon Ørskov Madsen lukker efter forårets overenskomstforhandlinger.

KL: Corona får betydning for økonomien i overenskomsten

"Når vi når til 1. april, så skal han kende koordinaterne på sine egne handlemuligheder", siger han.

I overenskomstforhandlingerne skal Gordon Ørskov Madsen indtage en markant anderledes rolle end forgængeren, der var formand for forhandlingsfællesskabet. Den rolle indtages i foråret af Mona Striib.

"Min vurdering er, at Gordon Ørskov Madsen har holdt stilen og leveret som forventet indtil nu. Men forude ligger en helt anden prøve i form af nogle ganske specielle overenskomstforhandlinger, der kommer til at stå i coronaens tegn", siger Henning Jørgensen.

Sidder ikke ved bordenden

Siden de seneste forhandlinger har lærerne fået den første centrale arbejdstidsaftale siden lockouten og vedtagelsen af Lov 409 i 2013. Regeringsskiftet har flyttet forhandlingerne fra finans- til skatteministeret, og også fra KL lyder mere forsonlige toner, mener Henning Jørgensen.

Men modsat de seneste forhandlinger sidder DLF-formanden ikke længere for bordenden.

"Det er noget nyt, som Danmarks Lærerforening med Gordon Ørskov Madsen i spidsen skal finde både sin placering og sine alliancepartnere i. De skal vælges med omhu", siger han.

Som optakt til forhandlingerne har forbund som BUPL og Dansk Sygeplejeråd meldt ud med markante krav.

OK21: BUPL vil gøre op med historisk lønefterslæb

"Og da man inden for det offentlige normalt omfordeler lønkroner, bliver der slagsmål på lønmodtagersiden. Regeringen vil bare kunne henvise til coronasituationen og sige, at kassen er tom", siger Henning Jørgensen.

"Der vil være nogle arbejdsgiverargumenter, man skal være dygtig for at parere. I og med man ikke sidder på den centrale koordineringsfunktion, skal man spille sine kort anderledes. Det er ikke nok at få en aftale. Man skal spille det samlede overenskomstspil ordentligt. Men jeg er fortrøstningsfuld på foreningens vegne".

Sygeplejerskernes formand før OK21: Mange medlemmer overvejer at forlade faget

Mona Striib mener, det er for tidligt at sige noget om, hvilken rolle hun selv og Gordon Ørskov Madsen kommer til at indtage i forårets overenskomstforhandlinger, som hun forventer bliver vanskelige.

Men hun understreger, at der er markant forskel på at være formand for Forhandlingsfællesskabet, som Anders Bondo Christensen var, og alene være formand for egen organisation.

"Vi har haft diskussioner i Forhandlingsfællesskabet lige siden OK18, og det betyder, at vi har nogle indbyrdes forståelser af, hvad der egentlig ligger i, når nogle siger noget. Der er selvfølgelig noget, Gordon lige skal have mulighed for at sætte sig ind i", siger hun.

"Relationerne og kendskabet til hinanden betyder rigtig meget, når man skal i gang med det her tætte forløb i overenskomstforhandlingerne".