Anders Bondo Christensen havde egentlig bestemt sig for at trække sig som formand allerede i 2018, men han valgte at blive, til forhandlingerne om en arbejdstidsaftale var afsluttet.
Foto: Claus Fisker
Vil du være DLF-formand?
Alle medlemmer af DLF kan stille op til formandsposten. Hvem der bliver valgt, afgøres af de delegerede på DLF’s kongres næste måned.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Opdateret den 31. august: Hovedstyrelsen udpeger sin kandidat før kongressen, men nye kandidater kan opstilles umiddelbart før valget den 23. september af delegerede på kongressen. Vil du være kandidat, og vil du omtales i det sidste nummer af fagbladet Folkeskolen før kongressen, skal redaktionen høre fra dig senest på onsdag den 2. september.
Formand for Danmarks Lærerforening (DLF) Anders Bondo Christensen går af efter 18 år på formandsposten. Det betyder, at der skal findes en ny formand. Foreløbig har to kandidater meldt deres kandidatur, og der er derfor lagt op til kampvalg mellem formand for Ballerup Lærerforening Morten Refskov og formand for DLF's overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen.
Det er de godt 300 delegerede på DLF's kongres, der skal vælge mellem formandskandidaterne. Kongressen finder sted i Scandic Falkoner på Frederiksberg den 22.-23. september, og valget af ny formand finder sted på andendagen af kongressen.
Alle medlemmer kan deltage i en eventuel valgkamp, siger formand for DLF's organisationsudvalg Thomas Andreasen.
»Man kan som medlem blande sig i debatten, og vi har tradition for, at hvis der er flere kandidater, så bliver der arrangeret valgmøder«, siger Thomas Andreasen og fortsætter:
»Det er kongressen, som skal vælge en ny formand på den ordinære kongres, efter Anders Bondo har meddelt, at han stopper. De enkelte kredse har kongresdelegerede efter størrelse, og det er de kongresdelegerede, der skal afgive deres stemme«.
Anders Bondo Christensen blev lige som næstformand Dorte Lange valgt på DLF's kongres sidste år. Valget er for en fireårig periode, og derfor fratræder han i sin valgperiode. Den næste formand, som bliver valgt, vil så være valgt for den resterende valgperiode - det vil sige indtil kongressen i 2023.