Anmeldelse
Nu sker det
Nænsom og fin ungdomsroman
Stella – vel 16-17 år – er en populær og selvsikker pige, lige indtil den dag hun opdager, at hun er forelsket i veninden Sigrid, så bliver der uro i både hendes krop og sind.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Nu sker det" af svenske Sofia Nordin er en nænsom ungdomsroman med gode beskrivelser af det kaos, der opstår inde i Stella, da hun forelsker sig i sin veninde og skal bekende kulør over for hende – og omverdenen.
Fakta:
Titel: Nu sker det
Forfatter: Sofia Nordin
Pris: 370
Sider: 234
Forlag: ABC Forlag
Det er ikke alle, der reagerer lige hensigtsmæssigt og klogt på de to pigers forhold. Sigrids mor kan ikke klare situationen og jager Stella på porten, da hun en morgen opdager, at de to unge hygger sig i samme seng. Hjemme hos Stella går det mere gelinde, om end det tager lang tid for Stella at komme frem til at turde stå ved sine følelser over for Sigrid. Sigrids storebror spiller også en forvirrende rolle for Stella ved åbenlyst at erklære hende sin kærlighed, og det har hun svært ved at håndtere.
Stellas kreative evner – hun er en glimrende tegner – spiller også en vigtig rolle i romanen. Hun tegner Sigrid, og det er i høj grad tegningerne, der bringer Stella frem til en afklaring.
”Men hvis hun så mine billeder, ville hun forstå. Hun er nemlig på rigtig mange af dem. Altså, rigtig mange. Hun ville nok for eksempel synes, at det var lidt mærkeligt, at jeg har tegnet hende som en af de der krinolineprinsesser, som jeg fantaserer om indimellem. Og mig selv som en anden krinolineprinsesse, der kysser hende og har hånden langt oppe under hendes kjole. Det kan ligesom ikke misforstås”.
Det handler om at springe ud, og det er ingen nem sag. Væsentligt i romanen er også Stellas e-mailkorrespondance med den ældre lesbiske kvinde Agnes, der først sprang ud på et meget sent tidspunkt i sit liv efter ægteskab (53 år) med mand og børn. Det modspil, Stella får af hende, er meget vigtigt og hjælper Stella til at finde frem til, hvad hun selv vil med sit liv. Historien om Agnes er i øvrigt både rørende og tankevækkende, og der ligger faktisk en hel roman i den historie.
"Nu sker det" er en særdeles velskrevet og virkelighedstro ungdomsroman og rigtig godt fordansket af Anja Hitz. Til selvlæsning eller højtlæsning i klassen fra 7.-8. klasse.