Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Efter måneders forhandlinger præsenterede KL og Lærernes Centralorganisation (LC) sent tirsdag eftermiddag en arbejdstidsaftale, der skal til urafstemning blandt lærerne og godkendelse i KL's bestyrelse.
"Det er for os lærere en meget, meget vigtig dag i dag", sagde Anders Bondo.
"Aftalen handler om prioriteringer af lærernes arbejdstid. Vi er gået ind i forhandlingerne for først og fremmest at sikre sammenhæng mellem de opgaver, lærerne skal løse, og den arbejdstid lærerne har til rådighed i kommunerne og på den enkelte skole. Det er denne aftale lykkedes med", sagde han.
Her er aftalen: Pligt til samarbejde og fokus på forberedelse
"Kernen er den anbefaling, vi fik af kommissionen, som de kaldte samarbejdssporet. Se, om I ikke kan bygge aftalen op omkring et forpligtende samarbejde på alle niveauer - på det kommunale niveau, men også blandt lærere og skoleledere indbyrdes. Det er det, vi har prøvet at gøre", forklarede han på pressemødet.
I 2018 kunne lærerne og kommunerne ikke nå til enighed om en arbejdstidsaftale. I stedet tog de initiativ til nedsættelsen af den arbejdstidskommission, som præsenterede sine anbefalinger i december, hvor efter KL og lærerne på ny tog fat på at forhandle.
Ziegler: Vi har investeret massive kræfter
"I KL har vi haft et stort ønske om at finde en god løsning på en udfordring, der har optaget både os og alle andre, der interesserer sig for folkeskolen, i mange år. Derfor er vi glade for at være nået til enighed om denne aftale, og jeg har en stærk tro på, at den får en stor og positiv betydning for vores fælles skole", sagde Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.
"Vi har investeret massive kræfter i at nå i mål, fordi folkeskolen og de dygtige medarbejdere i folkeskolen fortjener, at vi har en løsning i form af en forhandlet arbejdstidsaftale", sagde han og glædede sig over nu endelig at kunne præsentere en aftale.
"Det har ikke været nogen nem opgave at nå hertil. Alle kender historikken. Vi kunne ikke blive enige i 13, det var med nød og næppe at vi kom igennem forhandlingerne i 2015, og det var ved overenskomsten 2018, at vi sagde, vi blev nødt til at gøre det anderledes".
Bundsgaard: I hele min datters skoletid har der været konflikt
KL-formand Jacob Bundsgaard understregerde at folkeskolen er helt i særklasse som samfundsbærende institution:
"Min mellemste datter startede i 8. klasse i går. I stort set hele hendes skoletid har der været konflikt om lærernes arbejdstid. Man har i alle år gjort sig umage med at finde løsninger og løse den enomt vigtige opgave, det er at lave god folkeskole på så fornuftig vis, som det kan lade sig gøre. Hele debatten om folkeskolen, som er meget levende, har i mange år båret præg af, at der ikke har ligget en forhandlet arbejdstidsaftale. Det er skelsættende, at vi er nået i mål".
"Vi skal skabe rammerne for udviklingen af hele og kompetente unge mennesker. Det gør vi blandt andet ved at få vores medarbejderes stærke kompetencer i spil på den bedste måde. Det har været vores udgangspunkt for forhandlingerne, og aftalen giver os et godt og nødvendigt grundlag for den fortsatte udvikling af den folkeskole, som vi alle sammen elsker og brænder for".
KL-formanden tog sammen med Anders Bondo initiativ til det, de kaldte Ny start på en cafe i 2018.
"Vi måtte opbygge den tillid, der skal til, for at man er sikker på, at man kan indgå en aftale og stå ved den aftale, der bliver lavet. Det tager tid, og derfor har det også været en proces. Det, der startede som en ny start for samarbejdet, bliver en ny start for folkeskolen. Troen på den lærerfaglighed og de kompetencer, der ligger også hos de andre medarbejdere i folkeskolen og hos vores ledere, der skal drive folkeskolen videre. Det er der stor lyst til motivation for at arbejde videre på. Tak for at vi fik bygget den tillid", lød det fra KL-formanden på dagens pressemøde.
Gordon Ørskov: Tid til syv fede år
Formand for Lærerforeningens overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen kalder den indgåede aftale "det første skridt mod at skabe et fælles fundament for at sætte fælles retning på folkeskolen".
"Nu står vi med et kæmpe ansvar for at få virkeliggjort det - og det gør vi med fynd og klem. Vi sætter turbo på implementeringen i efteråret, og alle bliver delagtiggjort - tillidsrepræsentanter og skoleledere o alle kommuner. For vi skal videre, og vi skal videre sammen", sagde han og tilføjede:
"Nu har vi haft syv magre år, og nu skal vi have syv fede år. Lad os dog bare tage 14 år".
Får betydning alle steder - også i Høje-Taastrup
Skal du nu hjem at forhandle arbejdstid? spurgte folkeskolen.dk Michael Ziegler, der som borgmester i Høje-Taastrup ved København endnu ikke har indgået en lokal arbejdstidsaftale med lærerne.
"Det kommer vi sikkert til at tage en snak om derhjemme. Det her kommer også til at betyde noget i Høje.Taastrup - det kommer til at betyde noget i alle kommuner", lød det fra KL-topforhandleren.
Det er en enig hovedstyrelse i Danmarks Lærerforening, der nu anbefaler arbejdstidsaftalen og sender den til afstemning blandt de medlemmer, der er omfattet.
Læs mere
Aftale om arbejdstid for undervisere i kommunerne(pdf)
Forhandlingsprotokol for aftalen om arbejdstid (pdf)