Anmeldelse
Homo Futura
Selve fremtiden er på spil
Fremtidens kompetencer vil være essentielle for løsningen af udfordringerne. Teknologien er et tveægget sværd, som skal forstås for at kunne anvendes. Bogen lægger an til gode refleksioner over dette komplicerede emne i en uddannelseskontekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tjekker du din mail ubevidst og hopper tit fra én opgave til en anden? Har du overvejet, om det er dig, der styrer teknologien, eller omvendt? Og hvad gør det ved samfundet i en nær fremtid? Tænker du over, hvorfor kritisk tænkning bliver essentielt for demokratiet i en mere og mere teknologisk verden?
Fakta:
Titel: Homo Futura
Pris: 259
Sider: 218
Forlag: Dafolo
"Homo Futura" er bogen, som beskriver vores rejse med teknologi på en forgrenet sti med utallige muligheder for at fare vild på vejen ind i fremtiden. Forfatter Camilla Mehlsen tegner på malerisk vis dagens landkort op. Der lægges an til det store drama omkring, hvilke fremtidige scenarier der venter bag næste sving. Af både muligheder og farer.
Selvom emnet kan virke tungt, bliver læseren ført let og elegant igennem stoffet. Det sker uden tunge fagudtryk eller højtravende navlepilleri. Kapitlerne udfoldes af en række fagligt anerkendte personers meninger og holdninger inden for en række temaer. Eksempelvis bidrager Vincent Hendricks, Francis Fukuyama og Thomas Ziehe. Cases, faktabokse, refleksionsspørgsmål og citater er alle med til at give læseren lyst til at interagere med bogens tekst og budskab. Det er et held, for der er meget på spil.
Forfatteren formår at gøre de fjerne futuristiske, ofte apokalyptiske scenarier nære og vedkommende. Det sker i en verden, hvor det kendte og sikre allerede er i opbrud. Hvad er mest sikkert, en uddannelse som revisor eller youtuber? Igennem den første del af bogen opridses baggrunden og de grundlæggende megatrends og megaproblemer. I den anden del udfoldes syv områder, som vurderes repræsentative for de menneskelige kompetencer. At opbygge kompetencer her skal både bidrage til løsning af de helt store udfordringer såsom klimakrise og overbefolkning og give det enkelte individ større handlemuligheder. Vi er allerede der, hvor mangel på batteri og wifi kan begrænse det moderne menneske i helt basale ting lige fra evnen til at kunne kommunikere og skaffe nødvendige oplysninger til at kunne fremvise togbillet eller noget så simpelt som at kunne tiden.
Mehlsen tvinger ikke et rigtigt eller forkert svar ned over læseren, men danner på fin vis en ramme for at reflektere over og træffe fremtidens valg på et veloplyst grundlag. Hvordan kompetenceområderne så skal komme i spil, er op til politikere, meningsdannere, uddannelsesfolk, lærere og forældre. Læs bogen, og bliv klogere på, hvilke krav det nuværende og fremtidige uddannelsesområde vil blive stillet over for.