Forskning

Halvdelen af lærerne frygter at tage corona-smitten med hjem, viser foreløbige resultater af foreløbig undersøgelse mellem DLF og Københavns Universitet.

Halvdelen af lærerne frygter at tage corona-smitte med hjem

Knap halvdelen af lærerne i en ny undersøgelse frygter at smitte personer i hjemmet med covid-19 efter en arbejdsdag på skolen, og mere end en tredjedel frygter selv at blive smittet.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening er gået sammen med Kirsten Nabe-Nielsen, lektor på Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, om et spørgeskema, der skal afdække lærernes arbejdsmiljø, sammenhold og oplevelse af smittefaren under coronaepidemien.

Ifølge Kirsten Nabe-Nielsen er det helt centralt at forstå, hvordan 'frontmedarbejdere' herhjemme oplever situationen, hvor det for lærernes vedkommende forventes, at de møder op for at undervise til trods for smitterisikoen.

"Det er helt naturligt, at sundhedspersonalet på sygehuse har fået rigtig meget opmærksomhed. Men der er mange andre frontmedarbejdere - altså personalegrupper, som er tæt på andre mennesker som led i deres arbejde, og som udfører vigtige funktioner, for at samfundet kan fungere. Lærerne udgør en af de grupper af frontmedarbejdere, som jeg og mine kolleger mener, bør have noget mere opmærksomhed", siger forskeren til folkeskolen.dk.

"Mange er blevet anbefalet at blive hjemme, holde afstand og spritte hænderne af, mens andre grupper skal varetage deres normale arbejde, men stadig forsøge at overholde retningslinjerne så vidt, de kan - også selvom det kan vanskeliggøre arbejdet".

Undersøgelsen er ikke færdiggjort endnu, og Kirsten Nabe-Nielsen kan derfor kun berette om foreløbige resultater fra spørgeskemaundersøgelsen.  2673 lærere har svaret. Nogle spørgsmål går på lærernes oplevelse fra den digitale nødundervisning, andre spørgsmål handler om den efterfølgende periode, hvor lærerne igen er på skolerne.

To ud af tre lærere brugte mere tid på forberedelse under corona-hjemsendelse

Halvdelen frygter smitte

Selvom de foreløbige resultater viser, at der er styr på værnemidlerne på skolerne, og at lærerne oplever tryghed ved den måde, deres kolleger handler på, så er det stadig knap halvdelen af lærerne, der frygter at bringe smitten med hjem. 37 procent frygter selv at blive smittet.

"Det er særligt interessant at se, hvor mange der frygter at blive smittet eller at smitte. Det har også været det centrale i anden international epidemiforskning. I dette specifikke tilfælde handler det om lærerne herhjemme - dem er der meget begrænset viden om, både nationalt og internationalt", siger Kirsten Nabe-Nilsen.

For at begrænse smitten blev skolerne i begyndelsen pålagt at tilstræbe to meter afstand, og nu skal der være én meter imellem eleverne, ligesom lærerne skal holde afstand til eleverne. Også det har sine konsekvenser for lærerne, fremgår det i undersøgelsen.

Cirka halvdelen oplever, at den fysiske afstand påvirker relationen til eleverne negativt. Det bekræftes også i de skriftlige kommentarer, hvor nogle fortæller, at det er svært at holde afstand til de små elever, fordi de har brug for nærvær og omsorg, men også i nogen grad til store elever, som har brug for kontakt og socialt samvær.

En undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov viste i marts, at 40 procent af danskerne var bange for at blive smittet med covid-19, og at det gjaldt kvinder i højere grad end mænd.

 

Positive elementer

Der tegner sig dog også et billede af, at lærerne tager positive ting med fra corona-tiden, der for mange først bød på digital fjernundervisning og sidenhen undervisning efter nye, kortere skemaer.

I kommentarerne skriver flere, at det opleves positivt, at der er færre elever, så der er mere tid til den enkelte og de ændrede rammer har fået nogle stille elever til at blomstre og deltage mere i undervisningen", fremgår det af de foreløbige resultater.

Samtidig melder seks ud af ti lærere i undersøgelsen, at de er tilfredse med kvaliteten af deres undervisning under nuværende vilkår, mens en fjerdedel er utilfreds.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 6. til 17. maj. Her var de yngste elever mødt ind igen, mens skolerne åbnede for 6 klasse og opefter fra 18. maj.

DLF: Færre lærere søger psykisk hjælp under corona-krisen 

27 procent har svaret

2673 ud af 10.000 har besvaret spørgeskemaet, svarende til 26,73 procent. Selvom svarprocenten ikke overrasker Kirsten Nabe-Nielsen, forklarer hun, at det kan have betydning for undersøgelsen:

"I betragtning af det tidspunkt, hvor vi har foretaget dataindsamlingen, er jeg faktisk glædeligt overrasket over så mange, der har svaret. Helt overordnet, så er de yngre lærere en smule underrepræsenterede, og de ældre lærere er en smule overrepræsenterede i vores undersøgelse. Vi kan ikke udelukke, at det har haft betydning for det billede, vi tegner af gruppen som helhed".

Fordi undersøgelsen er så ny, har forskerne endnu ikke nået at analysere forskelle mellem forskellige grupper, fx mellem de yngre og de lidt ældre lærere. Men svarene på spørgsmålene i den første undersøgelse og alle de kommentarer, som deltagerne har skrevet i spørgeskemaet indgår i arbejdet med at udvikle et opfølgende spørgeskema.

Elev smittet med corona - klasse og lærere sendt i isolation 

"Der er overvældende mange af deltagerne, der har haft noget på hjerte, som de gerne har villet skrive til os. Det betyder, at vi kan målrette næste runde af undersøgelsen", fortæller Kirsten Nabe-Nielsen.

Kan man sige noget om, hvordan det påvirker resultaterne af besvarelserne i undersøgelsen? At de unge eksempelvis er mere eller mindre bange for smitte?

"Vi har endnu ikke haft mulighed for at gå ind i, hvor store forskellene er mellem forskellige grupper for fx at undersøge hvorvidt de unge frygter smitte mere eller mindre end andre aldersgrupper. Resultaterne bliver skævvredet, hvis det eksempelvis er alle de positive, der svarer. Så vil man selvfølgelig tegne et mere positivt billede. Det ville være rent gætværk at spå om, hvorvidt de unge frygter smitte mere eller mindre end andre lærere".

DLF og Kirsten Nabe-Nielsen forventer at sende deltagerne i undersøgelsen et nyt spørgeskema inden sommerferien.