"Som med alle andre af livet forhold skal man følge sin sunde fornuft - også når man er i gang med at genåbne samfundet", sagde statsminister Mette Frederiksen ved dagens pressemøde.

Mette Frederiksen om afstand i skolen: Brug jeres sunde fornuft

Der kan være behov for at holde to meters afstand til eleverne, hvis læreren går rundt i klasselokalet og underviser "meget højlydt", lød det i dag fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. Ifølge statsministeren skal skolerne bruge deres sunde fornuft.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De nyeste sundhedsfaglige anbefalinger gør det meget lettere for skolerne at få plads til de mange ekstra elever, der fra på mandag må vende tilbage til deres skole.  

Det generelle afstandskrav er nemlig reduceret fra 2 til 1 meter, så eleverne kan sidde langt tættere, end de mindste elever hidtil har siddet i første fase af genåbningen.

Men afstanden mellem læreren og første række eleverne skal stadig være to meter, når læreren underviser fra tavlen, fremgår det af de nye retningslinjer.

Undervisningsministeriet: To meter mellem læreren og første række 

Men hvad så når læreren går rundt i klassen, spurgte folkekolen.dk til på pressemødet. Og så kan der godt blive brug for, at læreren tænker over at holde afstand, svarede Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm ved formiddagens pressemøde i statsministeriet.

"Der kan være nogle særlige situationer, hvor der er særlig risiko for dråbesmitte. Det kan være, hvis man synger i kor, råber højt eller er skuespiller, der skal have sit budskab udover rampen. Vi har vurderet, at hvis man er folkeskolelærer, der skal undervise i 45 minutter og styre en skoleklasse, som måske ikke altid sidder helt, så skal man lige overveje to-meterkravet".

"Det er klart, at vi ikke kommer ud og kontrollerer, så det vil  være op til skolelederne at vurdere, hvordan man gennemfører undervisningen pædagogisk. Men hvis man har det med at vandre og samtidig undervise meget højlydt, så skal man nok lige overveje afstandskravet", lød det fra Søren Brostrøm.

Statsministeren: Brug jeres sunde fornuft

Statsminister Mette Frederiksen opsummerede:

"Som med alle andre af livets forhold skal man følge sin sunde fornuft - også når man er i gang med at genåbne samfundet".

Ny corona-morgenrutine giver ro og tryghed på Frederiksberg-skoler

Mere offensiv teststrategi gælder måske ikke børn under 12 år

På dagens pressemøde fremlagde statsministeren en ny og mere offensiv teststrategi, hvor corona-smittede i højere grad skal opspores og isoleres hurtigere, end det sker i dag.

"Myndighederne vil allerede fra denne uge begynde at opspore, hvem de smittede har været i kontakt med. Så de kan blive isoleret hurtigt, så vi kan bryde smittekæderne", lød det fra Mette Frederiksen.

Fremover vil der være mere fokus på smitteopsporing af nære kontakter, og test bliver tilbudt fire og seks dage efter, at man potentielt har været udsat for smitte.

Officielt: 6.-10. klasse skal i skole igen 18. maj 

De nye regler kommer også til at gælde i folkeskolen - i hvert fald for de store elever, lød det fra Søren Brostrøm.

"Hvis man har en smittet lærer eller elev, så gælder de samme retningslinjer, som vi nu kommer med i forhold til opsporing af tætte kontakter. Der kan dog være nogle særlige regler for børn under 12 år, fordi vi vil ikke nødvendigvis teste alle børn. For det kan godt være ret voldsomt at teste et barn under 12 år. Men ellers gælder de samme krav".

Afventer konkrete retningslinjer

Skoleverdenen afventer de konkrete retningslinjer, der kommer til at gøre sig gældende fra på mandag, når de store elever igen må møde i skole.

Nye retningslinjer til skolerne er måske klar onsdag: De centrale parter mødes i morgen 

I går lød det, at Børne- og Undervisningsministeriet håber på at have retningslinjerne klar i morgen onsdag. Men det afhænger af dagens møde mellem parterne i det såkaldte sektorpartnerskab, der blandt andet består af ministeriet, Danmarks Lærerforening, KL og Skolelederforeningen.