Anmeldelse

Uden mor

Sorg gør nas

Smerten over en mistet forælder er smukt formidlet i denne lille billedroman.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Uden mor” handler om Meena, som er en dansk-pakistansk pige på knap otte år. Hendes bedste veninde er Elise. Meena skal efter sommerferien starte i 2. klasse, og familien skulle egentlig have været på sommerferie i Pakistan, men de kommer ikke af sted, fordi Meenas mor bliver syg – og dør.

Fakta:

Titel: Uden mor

Forfatter: Salma Ahmad

Illustrator: Runa Steppinge

Pris: 230

Sider: 104

Forlag: Vild Maskine

Meenas sorg er efterfølgende så stor og dyb, at hun på et tidspunkt føler, ja, ligefrem hører, at moderen er tilbage fra de døde, og det er først, da hun vågner i slikbutikken med en gæld på 37 kroner, at det virkelig går op for hende, at moderen er væk og ikke kommer tilbage. Hun var ellers overbevist om, at hun havde moderen med hele vejen fra hjemmet og til slikbutikken.

Faderen og Meena forsøger efter bedste evne at få dagligdagen til at fungere med god hjælp fra genboen og Elise, men faderen er også stærkt tynget af sorgen, og det kniber med at have fokus nok på Meena. Sorg gør nas, som de unge siger.

Historien er velskrevet, og sproget flyder let og lige ud ad landevejen og rører uden at overdrive. Runa Steppinges smukke illustrationer løfter historien og gør den til noget helt særligt.

En rigtig brugsbog i allerbedste forstand, en højtlæsningsbog og selvlæsningsbog fra 3. eller 4. klasse.