En lyntur igennem novellerne understreger de alvorlige emner: I novellen ”Kvindeøen” får øen ikke lov til at være fredens ø. Der bliver krig og vold. Rig og fattig-problematikken dominerer i ”Sort april”, og i ”Troldmanden” tror man, at alt bare kan trylles frem. ”Hjortekilden” med det helbredende vand virker ikke på kildens ejers datter, og i ”Grotten”, der ”siger” vigtige ting til de unge mænd, der trænger ind i den som en slags manddomsprøve, bliver det, nogle får at vide, fatalt for dem.

I ”Svedjebrug” bliver denne dyrkningsmetode bogstaveligt talt altfortærende i det omgivende landskab, og i titelnovellen ”Sortesø”, der handler om hunger og sult, bliver en ældre handicappet kvinde tvunget til at hoppe i søen fra en høj klippe, så der er en mund mindre at mætte – men efterfølgende går hun igen.

Den hellige mindesten i ”Arnes sten” bliver til en ødelæggende krig, for hvem har mest ret til stenen? – og i ”Storken” skyder tossen Ole, der i øvrigt er en glimrende skytte, storken ved en fejl og bliver herefter barsk marginaliseret i samfundet. ”Hungertorp” handler om sultne ulve, og det legendariske, smukke og hyggelige egetræ, ”Tusindårsegen”, bliver til dødeegen, hvor man klynger folk op for mere eller mindre tilfældige ting. Til slut følger ”Den døde by”, hvor man kan se rester af levet liv i en lille landsby dybt, dybt inde i skoven.

Historierne blev måske ikke til rene eventyr, men snarere en række intense og velskrevne fortællinger. Morten Dürr, når han er allerbedst: skarp, alvorlig, bekymret, engageret, med fokus på magt og afmagt. Altså ingen stor lystighed her, men sådan kan jeg godt lide Morten Dürr. Det er fornem skrivekunst.

”Sortesø” er en vigtig novellesamling til undervisningen i 7.-10.-klasserne med læreren ved rorpinden, til selvlæsning eller gruppearbejde!