En ravn, den ildevarslende budbringer, flyver over smukke, øde, grønlandske landskaber. Beskueren ser ravnen både som en skygge og som silhuet, vi ser en trawler, vi ser en hval, der bryder vandoverfladen, og endelig når ravnen frem til en lille bygd og sætter sig på kirketårnet.

Så introduceres vi for Pipaluk, der skal være fin, fordi Dronning Margrethe kommer på besøg i bygden. Pipaluk har en nationaldragt på, men det er storesøster Ivalus dragt. Ivalu er forsvundet, og det kan man godt forstå, når man kigger ind i hjemmet. Moderen hører vi ikke noget om, faderen drikker og har misbrugt Ivalu seksuelt, og nu kan Pipaluk bare gå og vente på, at det snart bliver hendes tur.

Så skifter farvelægningen til brunt, og Pipaluk tænker tilbage på den morgen, hvor Ivalu forsvandt. Pipaluk drømmer, at en ravn pikker på ruden. ”Kom med mig”, siger den, ”så skal jeg vise dig, hvor Ivalu er!”

Så følger en uhyggelig og vigtig historie for større børn og voksne om incest og selvmord. Morten Dürrs tekst er ordknap og præcis, teksten er den rene fond, og Lars Horneman overgår endnu en gang sig selv med flotte, flotte billeder, masser af panoramaer.

Desværre bliver mange børn i Grønland og resten af verden udsat for seksuelle overgreb, og tragisk nok sker de fleste overgreb inden for hjemmets fire vægge. Det er oprørende, og det burde der omgående sættes en stopper for. Lars Horneman og Morten Dürr har igen skabt et smukt, oprørende og uafrysteligt værk, der ligesom ”Zenobia” fra 2016 sætter fokus på vigtige problematikker, her incest og selvmord. Værket efterlader læseren/kiggeren med mere end stærke ønsker om at kunne skærme de forurettede og at kunne gøre noget NU, LIGE NU!