Denne bog rammer lige ind i snakken om de unge, deres uddannelsesvalg og deres evne til at fastholde valget og gennemføre uddannelsen. Presset på den unge for at vælge, de utallige muligheder, eget ansvar for succes eller fiasko – alt sammen påvirker den unges dagligdag, og alenefølelsen kan tage over. Her kommer så lærerne omkring den unge frem på scenen. Lærerne er fagpersoner og følger elevens faglige udvikling, men de unge stresses og har brug for noget mere og noget andet. De skal lære at mestre livet, blive livsduelige. Dertil skal de bruge dannelse og ikke bare faglig vurdering, mener forfatterne til denne bog.

Et projekt om elevcoaching på en række ungdomsuddannelser har ført til denne udgivelse, der vil en anden tilgang til de unge. Den unge skal ikke have en coach, men opleve et menneskeligt møde, hvor en coachende tilgang skal fokusere på at tackle de situationer, der kan true et ungt menneskes uddannelsesliv. Derved støttes de unge, og de fastholdes i uddannelsen.

Det kræver hjertekræfter, siger forfatterne, men det kræver også metode og bevidst tilgang til den unge. Det er bogens ærinde at præsentere dette for lærere i ungdomsuddannelserne, men også lærere i folkeskolens ældste klasser. Den coachende tilgang tager udgangspunkt i kendte coachingmetoder såsom spørgeteknikker, spørgsmålstyper, aktiv lytning og anerkendende tilgang. Den bygger på systemisk teori og søger forklaring og forståelse ud fra en helhedstænkning, hvor faktorerne udøver gensidig påvirkning, og virkeligheden er multivers, det vil sige, at der er mange lige gyldige virkelighedsopfattelser. Den unge skal hjælpes til refleksion, skal udfordres og lære at kunne håndtere problemer i skolelivet, hvor de så end stammer fra. Ikke de faglige problemer, men de menneskelige, der influerer på faglig indlæring.

Bogens metode er en femfaset basismodel med overvejelser over positioner og tilgange i samtalen i den fremadskriden, som faserne angiver, fra kontakt og kontrakt og frem til konkretisering og handling. Domæneteori tegner samtalens virkerum, og der sættes fokus på samspillet mellem tale og lytning og pausens værdi som ”svanger tavshed”. Alt sammen kendte teorier og stof for vejledere i arbejdsfeltet. Men dette er for lærere, ikke for vejledere. Lærere, der er omkring og over for de unge i skolernes dagligdag. En række ungdomsuddannelser i Midtjylland har afprøvet den coachende tilgang, og der refereres flittigt fra evalueringerne. Mange lærere følte sig positivt udfordrede, og evalueringerne udtrykker glæde ved en anden måde at møde den unge på end blot samtalen om faget og den unges faglige udvikling. Det menneskelige møde bliver synligt, og de unge reagerer positivt og viser større fortrøstning i omgangen med problemerne, siges der.

Forfatterne er dog ikke blinde for de vanskeligheder, der altid vil være. Derfor omtales også de vanskelige samtaler, hvor de forskellige elevtyper giver varierede udfordringer, ligesom det erkendes, at dette ikke er en vidundermetode, men et praktisk redskab, der gør arbejdet med de unge mindre rigidt og rollebundet. Dette aspekt fremgår tydeligt af de mange refererede samtaleeksempler.

Det er en spændende udgivelse, der kan give inspiration og indhold til specielt de mange 10.-klasseprojekter landet over. Faglighed i samspil med menneskelig dannelse – er det det, der er skolens opgave? Se dr. Phil, Per Schultz Jørgensens kronik i Politiken den 3. september 2013: ”Karakterdannelse er det oversete dannelsesprojekt”, og tag selv diskussionen op.