For godt 50 millioner kroners tid siden blev Center for Strategisk Uddannelsesforskning oprettet. Målet var at gennemføre en dansk kvantitativ forskning, som kunne bidrage til opfyldelsen af målsætningen om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse.

Professor Niels Egelund blev centrets leder, og han beretter i et godt formidlingssprog om resultaterne af den gennemførte forskning. To siders forord, otte kapitler, der over 110 sider belyser de områder, der har været fokus på, syv sider med referencer, der viser, at videnskabeligheden er i orden, publikationer fra centret fylder seks sider og viser, at aktiviteten har været høj, mens tre sider med navne på deltagende forskere afspejler både omfanget og karakteren af forskningen.

Når jeg opremser disse fakta med tilhørende tal, er det dels for at vise, at det er med god grund, at bogens videnskabelige kvalitet er blevet fagfællegodkendt, dels for at antyde, at selv om Niels Egelund behersker et nemt læst formidlingsdansk, kan man godt få flimren for koncentrationen, når man støder ind i et opløb af tal. Derfor er det værd at fremhæve, at alle bogens kapitler er bygget op over en skabelon: Hvert projekt bliver beskrevet og præsenteret, hvorefter der gives et overblik over resultaterne. Endelig afsluttes der med et afsnit om den nye viden, der er skaffet til veje. Det kan være motiverende at starte læsningen af hvert kapitel med sidste afsnit: ”Hvad er den nye viden?”

De områder, der har haft forskningens hovedinteresse, er grundskolen og omegn: dagtilbud og overgang til ungdomsuddannelserne. På grundskoleområdet er det skole- og klassestørrelse, elever med særlige behov og lærerkompetencer, der er fokus på.

På dagtilbudsområdet anføres som ny viden, at blandt andet normering, tilstedeværelse af mandligt personale og stabilt, kompetent personale giver en kvalitet, der kan spores mange år senere på karaktererne ved afgangsprøven. Det samme udslag synes valg af vuggestue frem for dagpleje at give. Endelig er der tegn på en negativ effekt af, at mødre bliver sendt hjem fra fødeafdelingen, samme dag som de har født.

Der er ikke argumenter for, at små skoler giver bedre fagligt udbytte end store – ”snarere tværtimod”, skriver Egelund med den tilføjelse, der antyder hans polemiske gen.

Der er heller ikke noget tegn på, at færre elever i en klasse end lovens maksimum på 28 skulle give øget læring, medmindre elevtallet kommer ned på otte eller derunder. Egelund anfører som eksempel, at en halvering af elevtallet, altså en udgiftsforøgelse på 100 procent, kan give fem procent øget effekt på elevernes udbytte. Egelund konkluderer, at der ikke er noget fornuftigt argument for at sænke klassekvotienten.

Inklusionen af elever med særlige behov er ikke den ulempe, som man ofte får indtryk af i den offentlige debat. Men det er væsentligt, at der til stadighed er fokus på behovet for resurser og udvikling af lærerkompetencer. En målrettet indsats imod mobning er nødvendig, da mobning nedsætter elevernes udbytte mærkbart. Der skal arbejdes bevidst omkring udadvendt adfærd blandt både drenge og piger. Og indsatsen imod negativ social arv må starte allerede i dagtilbuddene.

Lærerefteruddannelsen og læreruddannelsen må lægge vægt på god klasseledelse, som i almindelighed gavner alles udbytte og i særdeleshed styrker udbyttet for de elever, der har særlige behov.

Overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelser indeholder et konglomerat af problemfelter – lige fra elevernes manglende ihærdighed over ubalancen imellem manges formåen og ambitioner til ”systemfejl” i både vejledning og gennemskuelighed. Der peges på, at en indsats for en styrkelse af elevernes faglige formåen, et øget samarbejde mellem lærere og vejledere og en stillen større krav til elevernes udholdenhed og stabile fremmøde er vigtige elementer, hvis målet om, at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, skal nås.

Den nye viden, som fremlægges i bogen, er funderet på et overvældende talmateriale. Mellem linjerne glimter en tro på den kvantitative forsknings overlegenhed som afsæt for politiske beslutninger, når man skal have skabt en hovedvej fra vuggestue til ungdomsuddannelse, når kravene fra det sted, man skal hen, bliver styrende for værdierne på det sted, hvor man er.

Denne bog er udtryk for en sober formidling af et hav af vægtede data, som det er vigtigt at kende – ikke mindst for den, der ønsker at påvirke politiske beslutningstagere i en anden retning end markedets hovedvejstænkning. Kun hvis man kan præstere det bedre argument, kan man gøre sig håb om at få ørenlyd. Og det skal være et meget bedre argument, for tallene fremlægges besnærende: For kvantitetsforskeren og politikeren er tal, hvad diamanter ifølge Marilyn Monroe er for blondiner, og ifølge Trump hvad størrelsen er for en texansk beefeater.