Pia Hardenberg er en erfaren lærer, der ud fra egne oplevelser blandet med faktaoplysninger om inklusion og forskellige undersøgelser om børns og unges trivsel giver et indspark i debatten om inklusion i folkeskolen. Bogen vidner om, at der bagved står et meget engageret menneske, som er oprigtig bekymret for de børn, forældre og lærere, der oplever, at inklusionsbølgen skyller hen over hovedet på dem med ildevarslende kraft.

Elever med særlige behov skal nu kunne trives og undervises i almindelige klasser, hvor der allerede er en hel del børn, som mistrives. Er dette overhovedet til gavn for nogen, eller er det noget helt andet, folkeskolen har brug for?

Det er ikke comme il faut at sige normalklasse eller normalundervisning. Det skal hedde almindelig klasse og almindelig undervisning, for det handler om, at ingen skal føle sig unormale. Men det paradoksale er, at de børn, som netop er anderledes end flertallet, udmærket godt selv ved det. Ligesom flertallet af børn godt ved, at nogle børn har særlige behov.

Der er sket en positiv udvikling med hensyn til testtagning, diagnosticering og udredning, evaluering, visitation og revurdering, i forhold til hvilket undervisningstilbud der er det mest hensigtsmæssige til børn med forskellige særlige behov. Dele af specialundervisningen kan dog etableres mere professionelt og forsvarligt med brug af færre resurser.

Men helt overordnet: Hvorfor skal et barns vanskeligheder – uanset hvilke det end måtte handle om – rubriceres som så problematiske, at det er nødvendigt med prædikatet "et barn i vanskeligheder"?

En folkeskolementalitet med for meget fokus på problemer med elever, problemer med forældre, problemer med at nå pensum, problemer med at tilrettelægge, med at nå det nødvendige samarbejde, med kopimaskinen, der ikke virker, er medvirkende til, at man let overser de resurser, som hver enkelt elev og elevens forældre har.

Spørgsmålet er samtidig, hvorvidt alle skoler rent fysisk er parat til at inkludere børn med særlige behov, og om lærerne er parate til opgaven. Man kan frygte, at manglende kompetencegivende uddannelse og fysiske rammer vil give flere nederlag til elever med særlige behov, når de bliver inkluderet i almenklasser.

I bund og grund drejer det sig om at få eleverne til at føle sig godt tilpas i deres hverdag. Når en elev føler sig holdt af og respekteret af sin lærer, så lærer eleven. Folkeskolen har derfor brug for en helt anden grundlæggende mentalitet med bred, åbenhjertig positivisme og løsningsorienteret tankegang i stedet for en problemfokuseret tankegang, som hænger fast i gamle vaner.

I bogen stilles der spørgsmål ved, hvorvidt man på læreruddannelsen lærer at kunne begå sig i skole-hjem-samarbejdet, og Hardenberg skriver, at der på læreruddannelsen ikke undervises i relationsarbejde og skole-hjem-samarbejde. Jeg vil her tillade mig at pointere, at de studerende undervises i og arbejder med disse aspekter, herunder i, hvilke kompetencer der er vigtige med hensyn til at arbejde inkluderende i forhold til både eleverne og forældrene. Med linjefaget specialpædagogik og specialiseringsmodulet "Inklusion i skolen" opnår de studerende en bred indsigt i og viden omkring de udfordringer, der ligger i arbejdet med inklusion, herunder udvikling af inkluderende læringsmiljøer.

Folkeskolen er en supertanker, der er ved at vende, og min erfaring med forsknings- og udviklingsarbejde på flere niveauer godtgør, at der i teori såvel som i praksis arbejdes på højtryk med udvikling af inkluderende læringsmiljøer på mange niveauer med indsats fra dygtige og engagerede studerende, lærere og ledere i folkeskolen.

Bogen er, med sit udgangspunkt i forfatterens egne praksiserfaringer og refleksioner, et rigtig fint udgangspunkt for debat og ansporing til "selvransagelse". Hardenberg berører mange aspekter af børns vanskeligheder og systemets tilgang til dem. Bogen vil helt sikkert give anledning til debat afhængigt af læserens egne oplevelser i inklusionssammenhæng.