Anmeldelse

Undervisningsdifferentiering

Inspirerende læsning om undervisningsdifferentiering

Hvad er undervisningsdifferentiering - og hvordan gør vi i praksis? Det giver denne bog nogle rigtigt gode bud på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra mit første år som lærerstuderende tilbage i midt-90’erne husker jeg undervisningsdifferentiering som et af mange uhåndgribelige begreber og noget, vi på daværende tidspunkt kun kendte som princip fra vores grundbog. Ved mødet med praksis – og eleverne - blev det klarere for os, hvad det kan betyde for eleverne og læringsfællesskabet, når vi er gode til at undervisningsdifferentiere.

Fakta:

Titel: Undervisningsdifferentiering

Forfatter: E. Skibsted, H.B. Svendsen, K. Østergaard

Pris: 269

Sider: 208

Serie: Didaktik

Forlag: Akademisk Forlag

”Undervisningsdifferentiering - Et princip møder praksis” er nyeste skud på stammen i ”Didaktik"-serien, der er lærebøger til undervisning på læreruddannelsens linjefag og i almen didaktik. Denne bog er resultatet af et samarbejde mellem en gruppe forskere og lærere i et projekt under Undervisningsministeriet. Målet var at udvikle og afprøve seks eksemplariske undervisningsforløb i dansk og matematik i 5. klasse med undervisningsdifferentiering som bærende princip. Endvidere har opmærksomheden også være rettet mod undervisningsdifferentiering i forhold til ”elever i komplicerede læringssituationer”. Målgruppen er lærere og lærerstuderende samt studerende på diplomuddannelser i inklusion, dansk og matematik.

I bogens første kapitler præsenteres projektets undervisningsdifferentierings- og inklusionsforståelse, den teoretiske baggrund for UVD-modellen, som er et redskab til at omsætte pædagogisk princip til praksis, og de elevgrupper, projektet har haft særligt fokus på. Med UVD-modellen som fælles afsæt udfoldes de seks eksemplariske forløb herefter. Her kan man blandt andet få indblik i forløb om geometri og romanlæsning samt de didaktiske refleksioner bag disse. I det sidste kapitel får nogle af de deltagende lærere ordet og fortæller om deres erfaringer med projektet. Der findes elevmateriale og lærerinformation på projektets hjemmeside, for eksempel små film med enkelte af de deltagende lærere og forskere.

Som bogens redaktører selv anfører i indledningen, giver bogen ikke en ”enkel og aktuel definition af begrebet”. I stedet gives læseren, ved indføring i UVD-modellen og de eksemplariske forløb, gode bud på undervisningsdifferentiering i praksis.

”Undervisningsdifferentiering - Et princip møder praksis” er velskrevet, læseværdig og – efter anmelderens vurdering - egnet som lærebog for kommende lærere samt ved efter-/videreuddannelse. Bogen er baseret på nyeste forskning, der er en fin kobling mellem teori og praksiserfaringer. Og så fortælles der sympatisk nok også om det, der var svært eller ikke lykkedes helt efter planen i de eksemplariske forløb. Men der er også megen inspiration at hente for den relativt erfarne lærer, der, som anmelderen, har brug for nye tilgange og en systematisering i arbejdet med undervisningsdifferentiering i praksis.