Den store variation i elevers måder at lære på gør alle undervisningssituationer komplekse og komplicerede og stiller krav til lærernes psykologiske indsigter, sociale forståelse og undervisningskompetencer. Sådan har det altid været. Dagens krav om inklusion af (næsten) alle elever i almenundervisningen skærper kravene og udfordrer lærerne yderligere.

Antologiens 18 forfattere har alle gjort sig gældende inden for forskning og formidling på feltet, en del af dem i mange år. Pladsen tillader ikke en systematisk gennemgang af alle bogens artikler, men det er min vurdering, at alle centrale temaer vedrørende elevers læring og udvikling i perspektivet den inkluderende skole er behandlet i bogens 17 kapitler. Stor ros til redaktørerne, der har formået at samle en så kompetent forfattergruppe.

Indholdet spænder vidt og omfatter psykologiske, sociologiske, pædagogiske og didaktiske dimensioner. Således formidles i del et med overskriften "Udvikling og udviklingsstøttende relationer – herunder motivation og køn" for eksempel indsigter i vigtige forudsætninger for elevernes læring og udvikling funderet i forskellige psykologiske teoridannelser, blandt andet psykoanalysen, selvteorierne og neuropsykologien, forståelser af fællesskabets betydning og vigtigheden af at skabe motiverende læringsmiljøer for alle elever samt implikationer af den kendsgerning, at elever er piger og drenge.

Del to, "Læring, kommunikation og klasseledelse", spænder over teorier om læring i institutionelle sammenhænge undersøgt som situeret læring og didaktiske analyser og udspil. Her overtydes læseren om deltagelsens nødvendighed for læringen, eksempelvis i form af transparens, så eleverne kan se, hvor de er på vej hen, og hvorfor de skal arbejde med dette eller hint, ligesom der peges på, at eleverne skal ud af skolen og have lejlighed til at iagttage og lade sig inspirere af udfoldet praksis "i verden". Temaerne anerkendende kommunikation, klasseledelse udfoldet som ramme-, proces- og relationsledelse og kriterier for gode læringsmiljøer inspirerer lærerne til refleksioner over og udvikling af kompetencer, der kan gøre skolen rummelig og inkludere stadig flere elever i almenundervisningen.

I tredje del, "Social forståelse og intervention", formidles og diskuteres en række vigtige pointer, når det handler om at kunne rumme de forskellige elever. Attribuering er spændt ud mellem person- og situationsforklaringer. Med de såkaldte ADHD-børn som eksempel diskuteres den generelle tendens til at bruge personforklaringer, især når det gælder forklaringer på de andres handlinger, og der advares mod fænomenet selvopfyldende profetier. Elevers problemadfærd må mødes med lærerens anerkendende og resurserettede håndtering, og konflikter må håndteres i kreativ dialog, hvor relationer undersøges, og blikket rettes mod handlingens hensigt.

Bogens sidste fire artikler har fællesoverskriften "Samarbejde, vejledning og inklusion". Det inkluderende læringsmiljø bestemmes som rækkende fra fysisk tilstedeværelse over at blive mødt med accept og anerkendelse, som fører til aktiv deltagelse og udvikling af positivt selvbillede. Forskellighed fremhæves som gavnligt for alle elevers udbytte af deres skolegang. Med begrebet sociokulturelle perspektiver på læring understreges, at læring forudsætter elevernes målrettede og personlige bearbejdning af viden og færdigheder i meningsfulde aktiviteter. Forskellige samtalestrukturer belyses og analyseres for deres læringspotentiale.

Et lille suk: Hvad er komplicerede læringssituationer? Jeg kan forstå, at undervisningssituationer og andre sociale situationer kan være komplicerede, og jeg kan forstå, at læring for den enkelte person kan være en kompliceret affære - men jeg finder det vigtigt at kunne skelne mellem undervisning og læring. Det kan ikke alle forfatterne.

Men som sagt: En glimrende bog, som jeg absolut kan anbefale.