En betragtelig del af forældrene vil enten føle sig utrygge eller siger helt nej til, at deres barn skal sidde ved siden af en kammerat med for eksempel ADHD.
Foto: "Viden om inklusion" (Ministeriet for Børn og Undervisning/Clearinghouse)
Flere end hver tredje forælder: Mit barn skal ikke have en elev med ADHD som sidekammerat
Mens fire ud af fem danskere siger ja til inklusion af børn med psykiske handicap – i hvert fald hvis der følger resurser med – så ønsker 14 procent af forældrene ikke, at deres barn skal sidde ved siden af en elev med for eksempel ADHD. Andre 23 procent vil føle sig utrygge ved det.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Userneeds har lavet for Socialstyrelsen i forbindelse med kampagnen "Det er ikke et handicap", der for alvor blev skudt i gang i mandags.
Succeshistorier skal nedbryde fordomme om handicappede
En kampagnebil turnerer rundt i Danmark for at indsamle historier, der kan gøre op med fordommene om handicappede, og man kan også bidrage med eksempler og synspunkter på kampagnens side på Facebook.
Forældre mere skeptiske end danskerne generelt
Tusind voksne danskere har svaret på, om de går ind for, at af børn med psykiske handicap inklusive ADHD, angst og autisme bliver inkluderet i skolen. Det siger 17 procent ubetinget ja til, mens 63 procent svarer: "Ja, men kun hvis der følger resurser med". 80 procent er altså positive, mens 15 procent siger klart nej. De sidste fem procent ikke tager stilling til spørgsmålet.
Mænd er en anelse mere skeptiske over for inklusion end kvinder, ligesom der er større modstand blandt de 35 til 49-årige, som må formodes selv at have børn i skolealderen, end blandt dem, der er yngre og ældre.
Inklusionen må ikke komme for tæt på
De 315 deltagere i undersøgelsen, som har svaret ja til, at de har hjemmeboende børn, er blevet spurgt om, hvordan de vil have det med, at deres børn sidder ved siden af en elev med ADHD, angst eller autisme i skolen.
60 procent siger, at det vil være helt i orden, mens 23 procent ikke vil føle sig trygge ved det. 14 procent ønsker slet ikke, at deres barn får sådan en sidekammerat. 37 procent af forældrene er altså enten utrygge eller helt afvisende.
Danskerne ser mere positivt på kørestolsbrugere end på spastikere
Der er forskel på, hvordan danskerne forholder sig til forskellige handicap, viser undersøgelsen. Analyseinstituttet har spurgt respondenterne, hvor de vil sætte sig på en café, hvis der sidder en gruppe handicappede.
Hvis gruppen har et bevægelseshandicap og/eller sidder i kørestol, vil 1,9 procent af danskerne sætte sig ved bordet længst væk, mens otte procent vil vælge et bord lidt væk. 87 procent vil ikke lade gruppen af handicappede påvirke deres valg af bord, mens de sidste tre procent svarer "ved ikke".
Helt anderledes ser det ud, hvis der sidder en gruppe med spastiske lammelser. Her vil 36 procent - altså lidt flere end hver tredje - enten sætte sig ved et bord længst eller lidt væk, mens antallet, der ikke vil lade sig påvirke, falder til 57 procent.
Læs mere om kampagnen "Det er ikke et handicap" via linket til højre.