”Ingen dreng eller pige er fra naturens hånd skabt til lige præcis den læring, som samfundet via skolen vælger at påtvinge dem. Og intet samfund kan leve med, at denne læring ikke sker”.

For det enkelte menneske og for samfundet er det af vital betydning, at ingen er ekskluderet, og inklusion i skolen er forudsætning for inklusion i samfundet. Bogens kraftfulde budskab begrundes, relaterede begreber endevendes og diskuteres, modstand og barrierer identificeres, og der fremsættes forslag til veje til øget inklusion.

Forfatteren sporer modstand mod inklusion fra mange sider. For lærerne kan enkeltelevers adfærd udløse ønsket om eksklusion til specialklasse og for forældre ønsket om skoleskift for deres barn, ofte i form af flytning til privatskole. Nogle afsnit i bogen sætter fokus på drenge, specielt indvandrerdrenge, som de mest udsatte for eksklusion i skole og samfund på grund af manglende eller forkerte sociale færdigheder. Lærer Niels Chr. Sauer refereres for den opfattelse, at inklusion er for stor en byrde for lærerne. For Weekendavisens Anne Knudsen er det ifølge forfatteren legitimt at ekskludere cirka 20 procent af børnene, dem fra specialskolerne med diagnoser.

Heroverfor står skoleleder Grete Andersen, som i sin bog "Anerkendende skoleledelse" spørger, om det (mon) er godt for et barneliv og efterfølgende voksenliv at have været erklæret som uegnet til at være blandt de "normale". Kampen for inklusion skal vindes af lærerne. Det er dem, der skal få samfundets ønske om læring til at sætte sig igennem, det er dem, der skal give eleverne lyst til og mod på at lære, og dem, der skal få skolen til at fremstå attraktiv for meget forskellige forældre. Og det er dem, der skal få skoleledelse og støttesystemer til at optræde hensigtsmæssigt over for klassen og den enkelte elev. Forfatteren fremhæver arbejdet med LP-modellen, en anerkendende kultur i skolen og lærernes viden frem for "synsninger" om alle aspekter af deres virksomhed og deres professionelle skøn som veje til og forudsætninger for inklusion.

Under overskriften "Det nødvendige formynderi" slår forfatteren til lyd for klasseledelse, hvor den voksne tager ansvar for, hvad der foregår, herunder forebygger uacceptabel adfærd og uro i klassen. "Men", siger forfatteren, "opgøret med den sorte skole har været så markant, at enhver voksenstyring er blevet underkendt undervejs". Vrøvl! siger jeg. Vi er derimod enige om, at det nødvendige formynderi omfatter, at de enkelte lærere, skoleledere, skoleforvaltninger og kommunalbestyrelsesmedlemmer forpligter sig til at arbejde effektivt og med høj kvalitet for hvert eneste læringsmiljø og hvert eneste barn.

Ud over min problematisering af påstanden om manglende voksenstyring har jeg lyst til at tage forfatteren i skole i forhold til hans banalisering af en række pædagogiske forståelsesformer. Hans fremstilling af metodefrihedsbegrebet er usikker, og definitionen skifter gennem bogen. Dog formidles overvejende den forståelse, at metodefrihed skulle betyde, at læreren uanfægtet kan gøre, hvad hun finder for godt, og kan afvise indblanding fra for eksempel ledelsen. Metodefrihedsbegrebet handler i stedet om, at læreren har frihed til at anvende de undervisningsmetoder og arbejdsformer, som hun vurderer tjener de konkrete elevers læring og udvikling. Metodefrihedsbegrebet udtrykker lærerens frihed til at udøve det efterlyste professionelle skøn. Ansvar for egen læring handler ikke om, at læreren kan fralægge sig ansvaret for elevernes læring og udvikling. Der er tale om et læringspsykologisk begreb med en helt anden logik og pointe. Også "reformpædagogikken" banaliseres, og forfatteren gentager blot ukritisk tidens diskurs i stedet for selv at gøre et stykke arbejde med begrebspræcision og empirisk forankring.

Niklas Luhmans teori om sociale systemer, som præsenteres i et bilag, anvendes gennem bogen som teoretisk referenceramme.

Til trods for kritiske bemærkninger vil jeg anbefale bogen til den tilsigtede målgruppe – især lærere og beslutningstagere.