Anmeldelse
Hassan og Grete - inklusion i folkeskolen
Hassan og Grete - inklusion i folkeskolen
Tosprogede børns potentialer skal udfolde sig optimalt i skolen. Jamilla Jaffer og Manu Sareen har forfattet en bog, som giver lærere og skoleledere gode bud på ny handling.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Faktum er, at mere end halvdelen af de tosprogede drenge, der påbegynder en erhvervsuddannelse, falder fra. Der er ikke kun grund til bekymring, der er brug for handling.
Fakta:
Titel: Hassan og Grete - inklusion i folkeskolen
Forfatter: Jamilla Jaffer, Manu Sareen
ISBN: 9788770823326
Pris: 225 kroner
Sider: 160 sider
Type: Bog
Forlag: Erhvervsskolernes Forlag
"Vi er så gode til altid at starte ved børnene og starte alle mulige andre steder, når det, vi faktisk skal starte med, er os selv", siger en af de skoleledere, som citeres i denne bog. Bogen er forfatternes bud på, hvad der er behov for, at der sker i skolen. Her er forslag og erfaringsspredning til inspiration til, hvordan ansvarlige skoleledere får sikret, at de tosprogede elever i fremtiden kommer til at forlade skolen med langt bedre forudsætninger for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.
Før de tosprogede drenge falder fra, har de gennemgået et obligatorisk grundskoleforløb enten i folkeskolen eller i en fri grundskole. Drengene falder fra, blandt andet fordi de ikke kan honorere de boglige krav. Vi behøver ikke at gisne om, hvordan det har været at gennemføre et skoleforløb, som endte med så dårlige forudsætninger for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse, for vi hører nogle af stemmerne i bogen. Mohammed siger: "Vores lærere gav os ikke tryghed. De sagde: Du kan ikke klare det, bare drop det". Jeg ihukommer stemmer som Muhammeds fra "Heldigvis er vores folkeskole for alle", et materiale, som udkom i forbindelse med det tidligere Undervisningsministeriums integrationsprojekt fra midt i 1990'erne.
Fremover bør der lyde andre stemmer. Og heldigvis hører vi også en af disse i bogen. For eksempel denne om den gode lærer: "Hun var rigtig god til at motivere mig. Hun gav mig hele tiden et spark bagi. Hun gjorde sådan, at jeg elskede matematik .".
Bogen griber udfordringen an fra tre vinkler: Skoleledelse, klasseledelse og skole-hjem-samarbejde. Der er efterhånden udkommet flere bøger om det sidste emne, men denne bog har alligevel nyt at tilføje, især i citaterne fra skole-hjem-vejlederne. Stærkest står delen om skoleledelse. Ledelse og lærere på skoler med mange tosprogede elever bliver nødt til at tage udgangspunkt i de vilkår, der er til stede, i stedet for at ønske sig nye (danske) forældre og elever. Skoleledelsen skal sende utvetydige signaler og tydeliggøre et værdigrundlag, som alle arbejder ud fra. Visionerne skal være klare og retningslinjerne konkrete. I afsnittet om klasseledelse pointeres, hvor vigtigt det er, at lærerne har en anerkendende tilgang til elever og forældre, og at dette faktisk kan ske, samtidig med at opgaven for eksempel er at stoppe uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. Gennem en bred indsigt i elevernes kulturelle identitet får vi et mere nuanceret syn, som vi bør bruge, når vi skal medvirke til, at de unge tosprogede udvikler en positiv identitetsdannelse. Sproget har betydning for, hvordan vi taler om elevgruppen på lærerværelset, hvor er de gode historier henne? Det er vigtige spørgsmål at få stillet i arbejdet med at holde fast i vores professionelle kompetencer som lærere.
Især i bogens sidste dele indgår en række gode råd, øvelser og eksempler på anerkendende spørgsmålstyper. Her er et af dem: "Ved at blive opmærksom og bevidst om vores egen selvforståelse og egne fordomme opnår vi et mere nuanceret og reflekteret syn på etniske minoriteter og kan på den måde muligvis reducere udfordringerne i hverdagen".
Der skal ny handling til. Denne bog er et godt bud på, hvordan vi kan komme i gang med at udvikle indsigt, opnå refleksion og igangsætte handling mod forandring.