Har du en holdning til Danmarks Radios udsendelser "Kæft, trit og flere knus" om hverdagen på behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing? Så er denne bog noget for dig. Om du så er uenig eller enig i en konsekvenspædagogisk tilgang.

Forfatterne præsenterer i bogen forskningsmæssige resultater, som viser, at konsekvenspædagogik ikke er en vej ind til børn med udviklingsforstyrrelser. Forfatterne er enige med tankerne i Ross W. Greenes bog "Det eksplosive barn". Her er grundtanken, at børn opfører sig ordentligt, hvis de kan. Grundholdningen er desværre ofte i skolesystemet, at børn kan opføre sig godt, hvis de vil.

Bogen præsenterer dermed et opgør med de autoritære opdragelser, hvor børn lærer gennem irettesættelser. Forskningen har imidlertid vist, at børn lærer af deres succeser. Endvidere oplever børn og unge med udviklingsforstyrrelser deres verden som usammenhængende. Derfor kan man heller ikke forvente, at de kan se årsag-virknings-sammenhænge.

I forlængelse af barnets manglende forståelse for sammenhænge drejer det sig også om, at børnene oplever, at der er synkronicitet. De instanser, der relaterer til barnet, skal arbejde bedre sammen, og der skal gerne værre færrest mulige kontaktpersoner. 

Bogen beskriver endvidere det kulturelt bestemte i, om barnet opfattes som problematisk eller ikke. Der er krav om at sidde stille i skolen. Så hvis man har ADHD, er det et problem i vores skolekultur, at man ikke kan sidde stille. I yderste konsekvens kan det så ende med, at barnet ikke vil i skole. Det drejer sig derfor om at intervenere anderledes. Vi kan ikke bruge konsekvens til at få barnet til at sidde stille. Måske skal der aktivitet på skemaet i stedet for. Vi må give eleven en struktur, så han/hun ikke bliver urolig.

Hvis du har læst Bo Hejlskovs bog: "Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning", vil der være lidt gentagelser. Men bogen er velskrevet og har masser af nyt. Det er samarbejdet mellem de tre forfattere, der gør bogen meget relevant for skoleområdet. Bogens force er især gode tjeklister for ens forståelse af barnet. Og så er det befriende, at lidt mere kontroversielle emner tages op. For eksempel Steven Pinker, som citeres for ". vi behøver de lettere afvigende for at opdage Amerika, dræbe en bjørn, når der ikke er andet mad, eller opfinde programmeringssproget C++" side 37. Så vi har brug for de skæve, hvis vi vil sikre artens overlevelse. Måske er det ved at være normalt og en fordel at være "unormal", da der er kommet flere diagnoser?