27. oktober 1997 forlod alle lærerne i Ontarios folkeskoler deres arbejde. De magtede ikke længere at stå model til politikernes historier om dovne, overbetalte undervisere, en umenneskelig arbejdsbyrde, mistænkeliggørelse med test af elever og lærere og de evindelige kampe mellem lærerforeninger og arbejdsgivere.

»Det var ikke en strejke, men en protest. I to uger. Den daværende undervisningsminister sagde direkte, at han ville skabe en krise i uddannelsessystemet, fordi lærerne ikke lavede deres arbejde og fik for meget i løn. Det var en ekstrem form for disrespekt«, fortæller formanden for den ene af Ontarios fire lærerforeninger, Ontario English Catholic Teachers' Association, Kevin O'Dwyer.

Men i 2003 kom en ny regering til. Den satsede hårdt på uddannelse og så respekten for den professionelle lærer som et kernepunkt på vejen til succes. På otte år har man vendt en profession, hvor de ældre gik på første mulige pensionsdato, og de yngre forsvandt inden for tre år, til at der nu er overskud af lærere.

»Den helt store forskel er, at den nuværende regering fra første færd har været parat til at sætte sig ned og tale med alle parter om skolen. Den betragter os som en troværdig kilde til information. Det er regeringen, der inviterer os, og ikke os, der skal banke på døren som tidligere«, fortæller Kevin O'Dwyer.

Lærernes arbejdsgivere er såkaldte school boards, og de to parter havde ikke formået at forhandle en overenskomst længe. Med en større grad af centralisering lykkedes det den nye regering at skabe fred. Og fra at der i 90'erne var millioner af tabte skoledage på grund af protester, har der, fra der blev indgået en overenskomst i 2003, ikke været én eneste.

»Med regeringens opbakning fik vi forhandlet os frem til forbedrede arbejdsforhold, mere forberedelse og 12 procents lønstigning over fire år. Det betød, at folk igen blev tiltrukket af faget, og at de ikke længere flygter. Så nu har vi faktisk overskud af lærere«, siger Kevin O'Dwyer.

Ministeriet benytter enhver lejlighed til at rose lærerne og understrege vigtigheden af samarbejdet med lærerforeningerne.

»Adelsmærket i det her er samarbejde. Jeg har arbejdet under flere regeringer. Alle har ønsket at skabe gode resultater hos eleverne. Men denne har forstået at skabe et andet klima. Hvis du straffer lærerne i stedet for at anerkende dem som professionelle, så når man aldrig målene. Der vil altid være uenigheder mellem lærere og politikere, men der er stor forskel på, hvordan man samarbejder om dem«, fortæller assistant deputy minister Grant Clarke.

Regeringen satte tre mål - højere elevresultater, mindre forskel mellem de stærke og de svage og som det tredje: større tillid til folkeskolerne i befolkningen. Uddannelsesforskeren Ben Levin, som blev kaldt ind som toprådgiver for undervisningsministeren, fortæller:

»Regeringen lagde ud med troen på, at de ansatte i skolerne er engagerede professionelle, som har enorm evne og viden, der kan bidrage til forbedring af skolen. Det var en hjørnesten, at tilgangen var respektfuld, baseret på partnerskab og sammenhængende. Alle offentlige udtalelser fra regeringen og ministeriet skal støtte folkeskolen og lærernes arbejde«.

Samtidig fjernede regeringen en række meget upopulære elementer, for eksempel en skriftlig test for nye lærere og en tvungen efteruddannelse, som lærerne havde opfattet som straffende. I stedet blev indført et etårigt støtteprogram for nyuddannede og et enklere certificeringssystem.

Et partnerskabsbord blev også sat i værk. Her mødes undervisningsministeren regelmæssigt med alle folkeskolens parter - lærere, arbejdsgivere, skoleledere, forældre og elever - for at diskutere alle initiativer, før de bliver sat i søen. Og underudvalg arbejder mere konkret med at udforme og implementere ideerne.

»På grund af de konflikter, der har været i Ontarios uddannelsessystem tidligere, blev der gjort særligt meget for at involvere lærere og lærerorganisationer. Ministeriet arbejder tæt sammen med lærerforeningerne for at involvere dem i udviklingen af politikken og har givet dem økonomisk tilskud for at anerkende deres vigtige rolle i professionel udvikling«, fortæller Ben Levin.

Befolkningens tillid til lærerne er essentiel, mener regeringen. Derfor har den nedsat en organisation - College of Teachers, ledet af 23 lærere og 14 forældrerepræsentanter - som certificerer lærerne, der er forpligtet til at være medlem og betaler 120 dollars (650 kroner) om året. Organisationen tager imod og behandler klager fra befolkningen og garanterer samtidig for, at lærerne er kvalificerede og egnede til at undervise.

Organisationen har sammen med lærerforeningerne udviklet et sæt etiske og praksisorienterede standarder for professionen. Her har arbejdsgivere og den brede befolkning også haft mulighed for at give deres mening til kende. Standarderne skal huske lærerne på deres ansvar og guide etiske beslutninger og samtidig øge befolkningens tillid.

»Tidligere kunne folk sige hvad som helst om lærere. Det gør de ikke længere, for nu har de et sted at klage, hvor de bliver taget alvorligt. Og når tingene bliver undersøgt, viser det sig at være ekstremt få, der er hold i. Ud af 900 klager er der kun blevet 50 sager«, fortæller Deirdre Smith fra College of Teachers.

Hun mener, at certificeringen og udviklingen af professionelle og etiske standarder har været vigtigt for lærernes anerkendelse.

»Det har givet lærere et fælles sprog, som de nu også deler med befolkningen. Det giver dem en følelse af effektivitet og sikkerhed. Det her er, hvad vi som profession står for«.

Kevin O'Dwyer har et udmærket samarbejde med College of Teachers. Han synes grundlæggende, at det er lidt paradoksalt, at lærere skal betale til en organisation, som de så senere skal søge juridisk bistand for at forsvare sig imod. Men hvis det øger respekten for faget, er det en fordel.

»Det her er simpelthen en positiv historie. Det eneste, jeg kan finde at kritisere den nuværende regering for, er, at den kan have problemer med at få alle beslutninger effektueret. Det er jo arbejdsgiverne, der gennemfører tingene på skolerne. Og enkelte steder vælger de at ignorere lærernes professionelle vurdering og for eksempel gennemtvinge meningsløse ekstratest. Men det er virkelig kun få steder og intet imod de forhold, vi var oppe imod for ti år siden«.

Men det giver selvfølgelig også lærerforeningerne et stort ansvar, forklarer Kevin O'Dwyer.

»Når forholdet er så godt, så vil vores medlemmer med det samme spørge os hvorfor, hvis vi ikke samarbejder. Og det er meget nemmere at stikke en kæp i hjulet for uvidende politikere, end det er at arbejde med til at flytte uddannelse fremad«. |

Løn og arbejdstid

Lærere i Ontario tjener mellem 45.000 og 90.000 canadiske dollars (245.800-491.600 danske kroner) om året. Skoleledere tjener cirka 30.000 dollars mere. Indkomstskatten er på 9,15 eller 11,16 procent efter lønniveau.

De arbejder ifølge lærerforeningen typisk 45-50 timer om ugen.

Skemaet består af fire lektioner om dagen, hvoraf en er friholdt til forberedelse for at opmuntre lærerne til at forberede sig på skolen.

Der er 194 skoledage på et år.