Dåseskjul lever og har det godt
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Klassisk lege som gemmelegen »dåse« og fangelegen »kæde« lever og har det godt i frikvartererne på danske skoler - vel at mærke hvis udearealerne indbyder til det. Det viser lektor Søren Nagbøls og professor Mogens Hansens observationer på de to nybyggede skoler Trekronerskolen ved Roskilde og Asgård ved Køge.
Her har man haft klare pædagogiske ambitioner med arkitekturen og har blandt andet gjort meget ud af at integrere ude- og indearealer. Naturen er helt tæt på skolens vinduer, der er bakker, søer, stier og masser af plads.
»Vi har konstateret, at når der er plads nok på udearealerne, er piger lige så fysisk aktive som drenge«, fortæller Søren Nagbøl i en artikel i arkitekturtidsskriftet »Danske Ark Byg«. »Vi har også iagttaget, at drenge og piger går i gang med traditionelle lege såsom dåseskjul og kæde, når omgivelserne inviterer til det«.
Søren Nagbøl mener, at eleverne får styrket blandt andet deres stedsans, når de leger ude, hvor det ellers mest er fjernsanserne øjne og ører, der stimuleres, når man for eksempel flygter ind i en virtual reality-verden på computeren.
»I det øjeblik der er uderum og bevægelsesfrihed, har børnene derimod mulighed for at vitalisere eller revitalisere nærsanserne gennem løb og leg, og det betyder, at det ikke er så let at falde ind i de monotone baner, som computerskærmen og et dårligt miljø lægger op til«.
Søren Nagbøls artikel kan læses på www.arkbyg.dk. Sammen med professor Mogens Hansen udgiver han om kort tid en bog om projektet Krop, rum, bevægelse og pædagogik