... dengang for 20 år siden

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Brugerindflydelse, brugeransvar

Den primærkommunale folkeskole har fået nye styrelsesregler. De mest iøjnefaldende ændringer er afskaffelsen af lærerrådet og oprettelsen af et pædagogisk råd samt indførelsen af en skolebestyrelse i stedet for skolenævn.

Afskaffelsen af lærerrådene er led i styrkelsen af skolelederen. Det har åbenbart været opfattelsen, at lærerrådene havde for stor indflydelse. Oprettelsen af skolebestyrelser skal styrke brugernes indflydelse på undervisningssektoren.

Tilsvarende ændringer i voksenspecialundervisningssystemet ville have uoverskuelige konsekvenser - for brugerne. Meget komplicerede spørgsmål som drift og udvikling af den kompenserende specialundervisning kan næppe finde fornuftige, holdbare og økonomiske løsninger uden at inddrage den ekspertise, som de professionelle medarbejdere besidder.

aviS81 nummer 7, oktober 1989

Vaske-tørreprocessen

I 1945 havde en familie en vasketøjsmængde på cirka 360 kilo tøj om året. Vaskeprocessen tog op til tre dage, og soda og den naturlige fedtsyresæbe blev meget nøje afvejet. Oftest blev vaske- og skyllevandet brugt flere gange.

I dag vasker familien 700-1.000 kilo tøj i en maskine, der forvasker, klarvasker, skyller, centrifugerer og tørrer tøjet i en og samme firkantede standardkasse. Vi slumpdocerer med meget skrappere kemikalier, og måske får tekstilerne også en omgang med en bio-spray-pletrens, inden det puttes i den automatiske vaske-tørremaskine.

Husholdningslæreren nummer 15, oktober 1989

Mere bureaukrati

»Regeringen opnår kun at øge bureaukratiet, hvis Landscentralen for Undervisningsmidler nedlægges«, siger Landscentralens direktør Knud-Eigil Hauberg-Tychsen.

Undervisningsminister Bertel Haarder bebudede i regeringens lovkatalog ved Folketingets åbning et forslag om afvikling af Landscentralen. Det er planen, at aktiviteterne skal føres videre af andre centrale institutioner som Undervisningsministeriet, Bibliotekscentralen og Forlæggerforeningen. En enkelt opgave tænkes dog lagt ud til de regionale båndcentraler, nemlig distribution af video- og lydbånd.

Folkeskolen nummer 42, oktober 1989