Hvilke elevgrupper er bedst til at regne »symbolopgaver« som 3x45, og hvilke elevgrupper har det bedre med »kontekstopgaver« som »Hvad koster det at købe tre pizzaer, når en pizza koster 45 kroner?«

Hvad karakteriserer opgaver, hvor pigerne klarer sig relativt bedst, og hvad karakteriserer de opgaver, som er specielt vanskelige for de svageste elever at løse?

Den type spørgsmål får man ingen svar på i de internationale Pisa-undersøgelser, for man har sorteret alle de opgaver fra, som på den måde vil forskelsbehandle elever. Det sker ved opgaveafprøvningerne med de efterfølgende Rasch-analyser, som kasserer opgaver, der er karakteriseret ved at favorisere forskellige elevgrupper.

»Den faktiske endimensionalitet forudsat i Rasch-modellen står (.) i stærk kontrast til Pisas måde at præsentere sig selv på«, skriver lektor Inge Henningsen i en artikel i Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift. Pisa-konsortiet hævder at fokusere på matematikkompetencer, som kan siges at være relevante for ethvert voksent menneske i et højteknologisk demokratisk samfund.

Inge Henningsen påpeger også, at der er opgaver, hvis sværhedsgrad er hoppet betydeligt fra Pisa 2000 til Pisa 2003, fordi sværhedsgraden bestemmes af færdighederne i den samlede elevgruppe, ikke af opgavernes indhold. Og hun peger på, at opgavernes indhold er unødigt urealistiske, så de elever, der klarer sig bedst, ofte vil være dem, der skræller al kontekst væk og indser, at de sidder med en skoleopgave forklædt som virkelighed. Det gælder for eksempel en opgave, hvor der kun er beregnet én skrue til hvert vinkelbeslag, hvilket vil gøre det temmelig vanskeligt at samle en reol i den virkelige verden.

»Trods intentionerne om det modsatte er anvendelserne blevet banale 'lege'-problemer, hvor den refleksive praksis, der kendetegner virkelighedens matematiske anvendelser, forsvinder helt ud af billedet«, skriver Inge Henningsen.

Inge Henningsen: »Holder Pisa, hvad Pisa lover«, Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, 4-6, 2008