Hvis der på skolen er for stor en andel af elever med svag hjemmebaggrund, trækker det ned i de mere privilegeredes muligheder for at få en uddannelse. Det er den konklusion, man må drage af de særkørsler ud fra kendte statistiske data, som forfatteren Lars Olsen har ladet analysebureauet Cowi Consult udføre.

Han har flyttet fokus fra de unge, der er vokset op med en svag hjemmebaggrund, til dem, der er vokset op med begge forældre sammen, og hvor mindst en af forældrene er i arbejde. Disse unge burde have deres på det tørre, men i virkeligheden viser tallene, at jo flere af deres skolekammerater der har en svag hjemmebaggrund, des større er deres egen risiko for at falde igennem uddannelsessystemet. Det gælder især unge med dansk baggrund, indvandrerne klarer sig generelt lidt bedre under disse omstændigheder.

Hvis forældrene ikke har nogen uddannelse, har 80 procent af de 23-årige gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse. Vel at mærke hvis mindre end ti procent af eleverne på den skole, de gik på som 15-årige, havde en svag hjemmebaggrund. Hvis andelen var over 30 procent, er det kun 56 procent af de relativt "privilegerede", der bliver uddannet, og det er kun ni procent flere end dem, der selv tilhørte den udsatte gruppe. Blandt unge med indvandrerbaggrund var andelen 68 procent.

Men også de unge, hvor mindst en af forældrene er akademiker, har tilsyneladende brug for velfungerende skolekammerater: Var der få af dem med svag hjemmebaggrund, tager 96 procent en uddannelse, var der mange, falder andelen til 87 procent.

Forfatteren bruger resultaterne til at argumentere for, at man yder en indsats for at bevare de blandede folkeskoler, hvor alle sociale lag mødes, og hvor de stærke trækker de svage op. Det er imidlertid ikke noget, der kommer af sig selv. Efter en interessant og velskreven historisk redegørelse for enhedsskolens historie påpeger han de farer, der lurer om hjørnet: Det frie skolevalg, hvor de mest velstående og bedst uddannede forældre, hvis de har mulighed for det, vælger en folkeskole til deres børn, hvor de hovedsagelig får kammerater med samme baggrund. Privatskolernes succes er et andet problem. Det bekymrende perspektiv er, at samfundets kommende beslutningstagere fremover har gået i skole i "osteklokker", hvor de ikke får nogen som helst fornemmelse af, hvordan mindre privilegerede medborgere lever, mener forfatteren.

Han maler dog ikke fanden på væggen. "Den danske smeltedigel er en realitet de fleste steder", skriver han, men understreger samtidig, at vi ikke har nogen præcis viden om, hvordan det står til. Derfor foreslår han, at Undervisningsministeriet hvert fjerde år udsender en rapport om skolernes sociale blanding i hver enkelt kommune, gerne timet således at den ligger klar et år før kommunevalget, så den kan danne grundlag for den politik, kandidaterne vil fremlægge i valgkampen.