Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vores kære kollega på Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) København, Bente Lidegaard, sov stille ind den 10. januar.
Bente fik for efterhånden to år siden konstateret en alvorlig kræftsygdom, og vi var alle vidne til den kamp, som hun med ukueligt livsmod førte mod sygdommen - men en kamp, som vi i de sidste måneder måtte erkende, at hun ikke ville vinde.
Bente var en kompetent, engageret og empatisk vejleder. Hun stillede store krav til sine unge, og hun var helt opmærksom på, at vejen til et kvalificeret uddannelsesforløb ikke kun var et solidt fagligt niveau, men også at de unges personlige kompetencer var i orden.
Bente var en flot, energisk og attraktiv kvinde - der var altid en aura af frisk luft, entusiasme og energi omkring hende - masser af motion, sund kost og mental balance. Også derfor er det helt urimeligt og meningsløst, at et fatalt sygdomsforløb skulle ramme netop hende.
Bente var meget engageret i kollegernes trivsel, og hendes udgangspunkt også i den forbindelse var humor, kvalitet, god dannelse og et højt tempo - en stil, hun bevarede lige til det sidste.
I UU København kommer vi til at savne Bente meget som den hjælpsomme, autentiske og spændende kollega, hun var - og ikke mindst en rigtig god kammerat.
Æret være Bentes minde.
Søren Lærkner - på vegne af ledelse og kolleger i UU København