Anmeldelse
Ein neuer Anfang
Einfach Spitzenklasse!
Her sidder jeg nu med et materiale, hvor jeg har fornemmelsen af, at det kan gøre en forskel for de elever, der for år tilbage fik en skæv start på tyskfaget, og som følge heraf nu er meget tavse i tysktimerne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tysklærere i 10. klasse eller på 1.g/1.hf kender problematikken: Man modtager efter hver sommerferie mange nye elever fra forskellige grundskoler og med meget forskellige tyskforudsætninger. Nogle elevers niveau er lavt. De mangler ord, behersker ikke sætningskonstruktion, og de materialer, som henvender sig til deres sproglige niveau, passer ikke sammen med deres intellektuelle niveau.
Fakta:
Titel: Ein neuer Anfang
Forfatter: Mathilde Nygaard Beck, Christina Hove
ISBN: 9788770665193
Pris: 231
Sider: 144
Forlag: L&R Uddannelse
"Ein neuer Anfang" er, som titlen siger, en ny begyndelse på tyskundervisningen. Bogens forfattere, Mathilde Nygaard Beck og Christina Hove, skriver, at materialets fokus er: Træning i at læse autentiske tekster på gymnasialt niveau, styrkelse af sociale relationer og træning af kommunikative kompetencer i kraft af faste vendinger og basalt ordforråd. Dette lever bogen op til. Teksterne er korte og rigt gloseret, men henvender sig samtidig til elevernes intellektuelle niveau. For eksempel er der uddrag af Natascha Kampuschs "3096 Tage".
Der arbejdes ydermere aktivt med ordforrådstræning og ikke mindst med alle de småvendinger og udtryk, der får sproget til at flyde bedre. Bagerst i bogen findes lettilgængelige kapitler om ”Einen Vortrag halten”, ”Bildbeschreibung” og sætningsindledninger til, hvordan man præsenterer en tekst. Der er flere nyttige ordlister, hvor eleven blandt andet kan finde svar på, hvad basale vendinger såsom efter en uge, om et år eller i begyndelsen hedder på tysk. Kapitlet hedder "Schatzkästchen" – en titel, som det bestemt lever op til.
Bogen er inddelt i tre hovedemner: "Ein neuer Anfang", "Wo bleibt die Zeit?" og "Helden und Vorbilder". Herunder mange kapitler, som uden problemer kan læses selvstændigt. Materialet rummer også en hjemmeside, hvor der er arbejdsark til hvert emne. Disse er fortrinsvis opbygget efter Cooperative Learning-strukturer, men der er også fokus på elevens selvevaluering i forhold til egen arbejdsindsats. Et virkelig fint supplement til bogen, som er lige til at gå til.
Her sidder jeg nu med et materiale, hvor jeg har fornemmelsen af, at det kan gøre en forskel for de elever, der for år tilbage fik en skæv start på tyskfaget, og som følge heraf nu er meget tavse i tysktimerne, fordi de mangler helt basale ord og vendinger. "Ein neuer Anfang" er et varierende materiale med vedkommende emner, samtidig med at det har masser af elev- og sociale aktiviteter. Einfach Spitzenklasse!