Fakta:

Den gode motivation

Forfatter: Lene Heckmann

233,75 kroner

82 sider

Forlag: Dafolo

Et af de citater, jeg ikke kan glemme efter endt læsning er denne: ”Hellere doven end dum”, for det præcis sådan mange af vore ”skoletrætte” elever tænker. Der er ikke noget sejt i at være dum, så hellere give op på forhånd og i stedet få succes på andre parametre end det skolefaglige. Så det er nu, at vi som fagprofessionelle skal lære at skelne mellem dovenskab og amotivation. Vi skal lære at vide, præcist hvordan vi hjælper vore elever til at turde tro på, at viden er vejen frem i et trygt undervisningsmiljø. Det er det, en ny bog om motivation vil lære os.

Gang på gang slår bogen fast, at vi alle har mindst tre grundlæggende behov: autonomi/selvbestemmelse, kompetence/mestring og tilhørsforhold/samhørighed. Det er ikke nok kun at tænke på det ene ben i trekanten. Alle tre behov skal være opfyldt, hvis vi skal sikre os den optimale læring.

Almindeligvis taler vi om indre og ydre motivation, men motivation er først og fremmest at kunne se meningen med det, vi laver. Og så handler om at turde drømme stort – at kunne se, hvad det her kan føre til engang. Vi skal derfor hjælpe eleverne ed at kunne opstille egne mål, og også gerne realistiske delmål. Men mål er ikke kun præstation, det også den glæde det er, at kunne mestre en ny viden. Det skal kunne måles, at man er blevet bedre til noget.

Men er det ikke lige præcis det her, der gør, at vore elever bliver stressede og føler sig utilstrækkelige? Jo, det er det, så det handler og om: at lære eleverne at mærke efter i krop og hjerne, hvornår der er brug for pauser. Og denne del af hele processen er meget vanskelig, da det meget hurtigt kan gå hen og blive til overspringshandlinger og kaos. For hvad nu, hvis det altid er de tre elever på bageste række, der skal ud og have en ”lufter” i alle timer samtidigt? Ja, det kræver jo en del organisering og styring fra lærerens side, og den del er der ikke den store hjælp til i bogen – andet end at man skal registrere mønstre i, hvem der holder pauser hvornår med videre.

I alt fald er det en af bogens pointer, at man giver eleverne tid til at fordybe sig uden at det skal kobles på en ydre styring. Og her er der igen noget med social arv og forventninger til bestemte elever, som denne bog heller ikke kommer så meget ind på. Det viser blot, at undervisning er en kompleks disciplin, og at det altid er godt at tage fat i et ændringspunkt ad gangen. Motivation er bestemt et af de steder, man kan begynde, hvis det overhovedet skal give mening at undervise.

Der sluttes af med at pege indad mod læreren selv og det fagprofesssionelle team, for hvad hjælper det at motivere andre, hvis man selv er ved at gå ned i stress og apati? Det kan være en vanskelig proces at få en skole guidet i samme retning - ikke fordi lærerne skal gå i samme takt, men i fælles retning. Det handler i bund og grund om at oparbejde en kultur, hvor det er o.k. at fejler, og at man tør stille spørgsmål, og at professionel uenighed kan være afføde nye ideer – og kræver så igen, at ikke selv er så stresset, at man ikke har kræfter til at høre på, at man hele tiden skal være forandringsparat.

Alt i alt en god bog, der kræver, at man læser den sammen med andre. Forandring og motivation sker altid i fællesskab.