Debat
Valget handler om politik
Skal hovedstyrelsesmedlemmernes organisatoriske bagland afgøre, om DLF's hovedstyrelse skal bestå af lokalt valgte medlemmer, eller skal kandidaterne vælges på tværs af hele landet?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg har arbejdet i DLF's hovedstyrelse længe. Siden 1992. I alle årene har kredsene i det vest- og midtsjællandske været mit veldefinerede bagland. Jeg arbejder med lærernes arbejdsmiljø som mit hovedansvarsområde. Det sker på mange områder, men det sker ikke mindst i forbindelse med lokale udviklingsopgaver. Jeg er på skoler og i lærerkredsene hver eneste uge i hele arbejdsåret, hvor jeg sammen med lærerne og lederne arbejder på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Jeg har derfor en tæt kontakt til den virkelighed, der er på skolerne. Ikke bare én virkelighed fra én skole. Forhåbentlig medvirker det til, at forholdene lokalt forbedres. Men det kvalificerer også mit arbejde centralt, hvor jeg deltager i beslutninger af betydning for Danmarks undervisere. Der er således tale om en synergieffekt.
Det er vigtigt, at der er en varm linje mellem medlemmerne og det centrale niveau. I mit arbejde har jeg fokus på samarbejde. Dels ved at være i tæt forbindelse med de regionale lærerkredse. Dels ved at arbejde med konkrete projekter på enkeltskoler i området. Og dels ved hele tiden at søge at have fornemmelse for, hvordan centrale beslutninger får betydning for lærerarbejdet lokalt.
Før hovedstyrelsesmøderne holder jeg møder med de lokale kredsstyrelsesrepræsentanter for i fællesskab at vurdere strategier for, hvordan det vil være fornuftigt at agere i hver enkelt sag. Uden at jeg derved har bundet min stillingtagen. Efter hvert hovedstyrelsesmøde udsender jeg et omfattende, personligt referat, som hver enkelt tillidsrepræsentant i kredsene får - til ophængning og diskussion på skolen. Ofte giver det anledning til reaktioner. Jeg anser denne vekselvirkning i menings- og holdningsudvekslinger som værende meget værdifuld i arbejdet. Det sikrer kvalitet og sammenhæng i arbejdet.
Niels Christian Sauer:
Henrik Billehøj peger på en række klare fordele ved tæt kontakt mellem kreds og hovedstyrelse. Ingen af dem er imidlertid betinget af, at kredsene sætter deres tillidsfolk til at bære en lokal kandidat ind i hovedstyrelsen igen og igen. Alle fordelene kan opretholdes ved, at medlemmerne stemmer efter anskuelse på landsplan, hvorefter kredsene tilknyttes nogle hovedstyrelsesmedlemmer. Det ville til gengæld skærpe og synliggøre DLF's profil, kvalificere opgaveløsningen og styrke lærerprofessionen. |
»Det er vigtigt, at der er en varm linje mellem medlemmerne og det centrale niveau. I mit arbejde har jeg fokus på samarbejde«