Valget til hovedstyrelsen er et direkte landsvalg, hvor medlemmerne har mulighed for at præge DLF's politik. Om de folk, der bliver valgt, kommer fra den ene eller den anden kreds, kan ret beset være ligegyldigt. I hovedstyrelsen er det hele folkeskolen, det handler om. De lange linjer, den overordnede strategi, de såkaldte megatrends. Det drejer sig om at kvalificere formandskabets beslutninger gennem afprøvning af foreningens argumenter, inden de skal stå deres prøve i offentligheden, hvor et helt pressekorps står parat til at splitte dem ad.

Men det kan komme til at knibe, hvis disse emner er usynlige i selve hovedstyrelsesvalget, fordi det hele skal handle om at støtte en kandidat med det rigtige postnummer. Især fordi foreningens halvsovjetiske valgsystem, hvorved det er overladt til kredsenes egne folk at indsamle stemmer, indebærer en reel risiko for, at valget bliver en ekspeditionsforretning. Når kredsstyrelsen har peget på en lokal kandidat, er resten rent fodarbejde. Hvor langt vi kan komme ud, så vi ved sidste valg, hvor der var eksempler på, at tillidsrepræsentanter satte krydset på medlemmernes blanke stemmesedler. Den slags kommer der altså ikke meget skolepolitik, endsige professionsbevidsthed ud af.

Tovejskommunikation mellem kredsene og hovedstyrelsen er absolut nødvendig. Men hvor smart er det i grunden, at denne funktion gennem 4-8-12-16-20 år varetages af det samme lokale hovedstyrelsesmedlem? Jeg tror, det ville være sundere for alle parter, om man sikrede såvel kredse som hovedstyrelse en bredere kontaktflade gennem en velorganiseret rotationsordning. Det ville forebygge grøftegraveri og mytedannelse, styrke foreningens fælles bevidsthed og dermed øge dens gennemslagskraft.

Henrik Billehøj:

Niels Christian Sauer efterlader et misvisende billede af valgsituationen. Der er ikke tale om nogen form for sovjetiske tilstande. Situationen fra sidste valg, som Sauer omtaler, var en enkelt klar fejl på én skole, der medførte alvorlig påtale. Man kan ikke tvinge selvstændige mennesker (og da slet ikke lærere) til at sætte deres kryds ét bestemt sted. Men mange lytter til de råd, de får fra de folk, de selv har valgt til at varetage deres interesser - nemlig den lokale kredsstyrelse. Og det ser jeg intet galt i. |