Mens resten af Danmark diskuterer inklusion og dens psykologiske, pædagogiske og samfundspolitiske begrundelser, fremsætter eksperter på børnetalentmassen ønsker om, at der oprettes specialskoler og -klasser for de særligt egnede. Hvad skal man mene? Udgangspunktet må være, at alle skal have et rigt udbytte af deres skolegang. Hvis det ikke er tilfældet, må tilbuddet ændres eller alternativer oprettes.

OECD's key-competencies for et up to date globaliseret samfund anbefaler ud over udvikling af en stærk individualitet og teknologisk snilde også at lære børn at interagere i socialt heterogene grupper. I kølvandet følger opgaver med at organisere læringsprocesser i heterogene grupper.

Det kræver organisatorisk viden, men måske også nye veje. Måske kunne de særligt dygtige ligefrem deltage i undervisning af andre? Modargumentet er oftest, at de ikke lærer noget af det. Det er ikke rigtigt. For at undervise skal du kunne forstå de andre og det, de andre ikke ved, og det er meget mere end at løse en opgave. Et andet argument er, at det er synd, at større og klogere skal bruge tid på mindre og dummere. Hvis dette er holdningen, så afskaf »Trin for Trin« og stop beklagelserne over, at børnene er asociale. I ikke-vestlige lande passer børn uovervåget yngre søskende fra deres femte år. Herhjemme er de 13 år. Hvem er det mest synd for?

De særligt begavede børn har jo ofte personlige problemer, og de skal vel tackles? Ja, og det kan være pinagtigt at skulle bremses af formørkede samtaler, og heldigvis er der også plads til højdespringerhold i folkeskolen, men deres lidelse er mig bekendt mest forbundet med erfaringer med at være i social »u-takt«. En udgrænsning, om end positivt defineret, er stadig en udgrænsning, der får dem til at slå blikket ned, når de taler med os almindelige. Og det synes jeg er synd for både dem og os.

Svar fra Geert Laier Christensen:

Niveaudeling drejer sig jo ikke om at lave opdelte skoler, men om at alle børn skal have faglige udfordringer på det niveau, hvor de kan få mest mulig indlæring. Der kan være forskellige veje. Den politiske diskussion går på, at nogle af disse veje i dag er lukkede af begrænsninger i muligheden for niveaudeling. Det er det, som skal ændres. At ældre og yngre børn er sammen, kan være én måde, men ikke én, man kan bygge et skolevæsen på. Koblingen mellem asociale børn og holddeling tror jeg ikke, der er empirisk belæg for. |