Debat
Kvalitet – hvad ellers?
Kvalitetsreformens slet skjulte dagsorden er at få bedre offentlig service uden at betale mere for det. Den køber vi ikke. Der er grænser for rovdrift
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Regeringen mener, at vi har brug for en kvalitetsreform.
Ifølge diverse meningsmålinger er det de færreste danskere, der har styr på indholdet i reformen. Alligevel har et flertal ikke forventninger til, at en kvalitetsreform vil betyde mere kvalitet i den offentlige sektor.
Spørg publikum, hedder det i en kendt quizprogram. Det giver som oftest pote, og sådan forholder det sig også i denne sag. Publikum har fat i den lange ende. Det fornemmer man tydeligt, når man har orienteret sig i debatoplægget, der beskriver regeringens forestillinger om mere kvalitet i den offentlige sektor.
Ikke et ord om finansiering, uanset om skattestoppet betyder, at den offentlige sektor ikke har mulighed for at udvikle sig i trit med den private sektor, og uanset om et flertal af befolkningen gerne vil betale mere i skat, hvis det ville betyde bedre offentlige ydelser. Der skal virkelig en veludviklet fantasi til at forestille sig, hvordan medarbejderne i det offentlige på baggrund af præcis de forslag, regeringen disker op med, skal løfte det konstant stigende forventningspres, der netop er et resultat af den velstand, vi generelt er omgivet af.
Oplægget peger ikke på noget, vi ikke har hørt om før, eller som ikke i en eller anden grad allerede er iværksat.
Der er gjort en dyd ud af at beskrive, hvor vigtigt det er, at medarbejderne får frihed til at anvende deres faglige kompetencer og bruge deres engagement, og at tiden til administration skal mindskes. Men det klinger hult, fordi oplægget er gennemsyret af krav om sammenlignelighed og dokumentation. Institutioner skal selv opstille mål, men de skal kunne kvantificeres og gøres sammenlignelige på tværs af kommuner og regioner. Institutioner, der ikke lever op til standarden, skal underlægges ekstra kontrol.
Folkeskolen er ikke meget nævnt i oplægget, men her er det meste jo allerede gennemført ved lov. Og lærerne ved, at der ikke er tale om øget frihed, men at virkeligheden er, at tiden til papirarbejde vokser og vokser. Ikke fordi lærerne nødvendigvis kan se formålet eller øjne kvaliteten i det pålagte arbejde.
Alle ønsker kvalitet. Det gør man som bruger, og det gør man som medarbejder. Men indholdet i oplægget er simpelthen for sølle, fordi det springer over alle de reelle barrierer, der er for at levere god undervisning, pleje og så videre.
»Oplægget peger ikke på noget, vi ikke har hørt om før, eller som ikke i en eller anden grad allerede er iværksat«»Alle ønsker kvalitet. Det gør man som bruger, og det gør man som medarbejder«