Debat
Held og lykke til Løkke og Hedegaard
Klimadagsordenen fylder også i folkeskolen og er et godt eksempel på, at den faglighed, vi skal udruste eleverne med, er langt mere kompleks, end det ofte fremgår af debatten om folkeskolens opgave
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Danmark er på den anden ende. Statsledere fra hele verden aflægger København besøg, og selv Obama dukker op. Målet for næsten alle, der kommer, er at nå en aftale om reduktion i CO2-udslippet. En aftale, der ifølge langt de fleste forskere vil være afgørende for levevilkårene i store dele af verden. Selv om stort set alle har et mål om at kunne indgå i det mindste en politisk aftale, ved vi godt, at det bliver uhyre svært. Derfor er der også al mulig grund til at ønske forhandlerne held og lykke og fortælle dem, at vi bakker 100 procent op om deres indsats for at få aftalen i hus.
Klimadagsordenen fylder naturligvis også i folkeskolen og er et godt eksempel på, at den faglighed, vi skal udruste eleverne med, er langt mere kompleks, end det ofte fremgår af debatten om folkeskolens opgave.
Eleverne har brug for grundlæggende viden om, hvad drivhusgasser og menneskeskabt global opvarmning er - også selv om de ikke har planer om en karriere som klimaforsker eller meteorolog. De har brug for at kunne forholde sig til handlemuligheder i deres egen hverdag, som kan have betydning for klimaet. Både derhjemme og på skolen. De skal have kendskab til mulige konsekvenser af den globale opvarmning - i Danmark og andre steder i verden.
De har brug for en grundlæggende viden om konsekvenser af forskellige måder at indrette samfundet på, hvad enten det handler om transport, energiproduktion eller fødevarer. De har brug for at kunne forstå betydningen af at agere i fællesskab i det nære samfund og i den globale verden.
Og de har ikke mindst brug for at kunne forholde sig til - og deltage i - debatten om globale klimaændringer.
I folkeskolen skal vi tage et medansvar for det lange seje træk, der skal til for at sikre, at vi overalt i verden tager et medansvar for at aflevere en bæredygtig klode til de kommende generationer. Under klimamødet har to danskere et helt særligt ansvar for, at vi får gode forudsætninger for det. Derfor vil vi ønske held og lykke til Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard. I har vores fulde opbakning til jeres indsats på klimatopmødet.
»Eleverne har brug for grundlæggende viden om, hvad drivhusgasser og menneskeskabt global opvarmning er - også selv om de ikke har planer om en karriere som klimaforsker eller meteorolog«