Debat

Størrelse eller gørelse?

Kan man forestille sig, at en læreruddannelse i Roskilde kan tiltrække unge fra resten af Sjælland? Og vil mellemlange videregående uddannelser i Roskilde kunne konkurrere med RUC?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I min optik er svaret et klart og tydeligt nej! Roskilde ligger således, at næsten alle studerende vil få meget langt til studiet, eller også vil de blive tvunget til at flytte til Roskilde, mens de læser. Dette vil få mange studerende til at fravælge en læreruddannelse i Roskilde til fordel for et af de københavnske seminarier for at få hele ungdomsoplevelsen med. Det er værd at huske på, at når man først er flyttet fra land til by, er det de færreste, som flytter tilbage igen. For os unge er Roskilde et sted, man står af, når situationen er til en halv løsning!

Selve campustanken indeholder mange fordele, blandt andet mulighed for et bedre uddannelses- og studiemiljø. Det er dog svært at se, at resultatet kan blive andet end en fiasko, hvis campussen placeres et sted, de studerende ikke gider rejse til. Et sted, som i forvejen har mange uddannelsestilbud, og et sted, hvor man ikke kan rekruttere mange lokale unge.

Det særlige ved Region Sjælland er områdets demografi og infrastruktur, som gør, at en koncentration af uddannelsestilbud i få, store klynger ikke vil give det rette resultat. I stedet er der brug for et decentraliseret uddannelsesudbud, der kan betjene de mulige studerende og arbejdsmarkedet i tilstrækkelig grad.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Regionsrådet i Region Sjælland har efter beslutningen om strukturreform indgivet høringssvar, som taler kraftigt imod en Roskilde-løsning. Dette viser tydeligt, at bestyrelsen ikke har forståelse for regionens behov og ønsker, og at det er usmart med professionshøjskolebestyrelser, som ikke besidder et folkeligt og demokratisk mandat.

Svar fra Hans Stige:

Størrelse og kvalitet bør ses i sammenhæng.

Udbud af en læreruddannelse med reelle valgmuligheder forudsætter et højt optag de steder, hvor uddannelsen udbydes. Jeg tror, at mange uddannelsestilbud netop vil kvalificere Roskilde som campusby. Frem for at se Roskilde Universitet som en konkurrent opfatter jeg Roskilde Universitet som en aktiv samarbejdspartner.

En professionshøjskoles bestyrelse har uanset valgmetode en forpligtelse til at sikre såvel faglig som økonomisk bæredygtighed. Det er det, vi søger at leve op til. |

»For os unge er Roskilde et sted, man står af, når situationen er til en halv løsning!«