Debat
Michael Bo Rasmussen
Kongres hvert år
Konferencer eller kongresser. Politiske konferencer vil understøtte, styrke og udvikle foreningens langsigtede politik. Nej, DLF skal have kongres hvert år
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi skal have kongres hvert år, fordi kongressen er foreningens højeste myndighed og for at sikre medlemsdemokratiet. De delegerede skal have mulighed for at drøfte, fastlægge og eventuelt beslutte foreningens overordnede politik.
Medlemsdemokrati handler vel dybest set om, at man begrunder det, man gør, og at der er mulighed for dialog og ikke mindst indflydelse.
Ved indførelse af toårige kongresperioder risikerer vi en topstyret organisation, hvor kredsene og derved medlemmerne får ringere mulighed for indflydelse og derved mister interessen, og vi får et gab mellem top og bund.
Vi lever i en tid, hvor der er mange skolepolitiske tiltag. Der er et behov for, at foreningens daglige ledelse får kongressens politiske opbakning. To år er i den sammenhæng lang tid.
Et af argumenterne for toårige kongresser er, at vi har haft nogle »tynde kongresser« med henvisning til sidste års kongres, men det er ikke et langtidsholdbart argument. Man kan tilpasse kongressens længde til de aktuelle emner/temaer.
Forslaget om en konference til erstatning for en kongres, det år der ikke er kongres, sikrer ikke medlemsdemokratiet. Jeg ser ingen grund til at arrangere kunstige, parallelle, konferencelignende sammenkomster for de delegerede, hvor man ikke kan beslutte noget.
Det er desuden blevet fremført, at der altid kan indkaldes til en ekstraordinær kongres, hvis behovet opstår. Det kan man, men det er vanskeligt, og vil offentligheden ikke synes, det er mærkeligt, hvis der i tide og utide bliver indkaldt til en ekstraordinær kongres?
Der kan nemt opstå den opfattelse, at det er en forening, hvor der ikke er overensstemmelse mellem foreningens daglige ledelse og den øvrige del af organisationen.
Efter kongressen:
Det er positivt, at det er et flertal af kongressens delegerede, der stemte for kongres hvert år. Jeg er meget tilfreds med både den gode og saglige debat, der var om forslaget, og afstemningsresultatet. Medlemsdemokratiet er sikret, og foreningen har med beslutningen et godt grundlag for at arbejde fremadrettet på at udvikle kongressens arbejdsform og skabe de ønskede bedre rammer for politikudvikling.
Kongressen i år har endnu en gang vist, at den både kan politikudvikle og træffe beslutninger. |