”Man skal være enormt skarp på behovet – så man ikke bare køber teknologi for teknologiens skyld”.

”Der skal være tilstrækkeligt med resurser til, at vi som koordinatorer kan komme ud i klasserne igen og igen, indtil lærerne føler sig helt trygge i at bruge velfærdsteknologierne”.

Sådan lyder to af rådene fra Kenneth Pihl og Rikke Nymann Lund, begge velfærdsteknologiske koordinatorer på Sosu Esbjerg.

Ligesom landets øvrige sosu-skoler er de i fuld gang med en proces, hvor de med forankring i Videnscenter for Velfærdsteknologi etablerer en velfærdsteknologisk ”afdeling” på deres skole. Et arbejde, som skal resultere i, at eleverne på Sosu Esbjerg i stigende grad stifter bekendtskab med velfærdsteknologi i deres uddannelse.

Stort forarbejde

Kenneth Pihl og Rikke Nymann Lund har brugt sidste skoleår på at få velfærdsteknologien op at køre på skolen. Ligesom de øvrige sosu-skoler har Sosu Esbjerg modtaget en pulje af velfærdsteknologier – betalt af Undervisningsministeriet, og selv indkøbt yderligere, som Kenneth Pihl og Rikke Nymann Lund mente, skolen havde brug for.

De omkring 45 velfærdsteknologier er blevet beskrevet med blandt andet målgruppe og lagt ind på skolens offentligt tilgængelige hjemmeside sosutech.dk, hvor skolens velfærdsteknologier ligger sammen med simulationsværktøjer og læringsteknologier.

Der er oprettet bookingsystem af de enkelte velfærdsteknologier i skolens Outlook-system. Hvor hver teknologi som Severo pilleknuser, Aspen bidet og den sansestimulerende musikpude Inmu relax har deres egen kalender.

Der er indkøbt vogne til at fragte større velfærdsteknologier på, og de mindre er alle lagt i plastickasser med billede af teknologien uden på kassen. Med manual, ekstra batterier, ekstra ledninger, oplader mv. Alle kasser står så samlet i ét skab på skolens sosu-gang. Med billede af hver velfærdsteknologi uden på skabet.

”Vi har arbejdet med at gøre adgangen nem og tilgængelig og forsøgt at udtænke et hvert tænkeligt scenarie, der kan lette arbejdsgangen for kollegaerne med velfærdsteknologierne. Hele forarbejdet er ekstremt vigtigt, men når alt virker, bliver det også mere spiseligt for underviserne at kaste sig ud i”, siger Rikke Nymann Lund.

På turne i skolens fagfællesskaber

Hvor såvel Rikke Nymann Lund som Kenneth Pihl hidtil har været velfærdsteknologiske koordinatorer på halv tid – ved siden af deres job som undervisere, har det siden august været et fuldtidsjob for Rikke Nymann Lund.

Nu skal de nemlig for alvor i gang med at få velfærdsteknologierne i brug ude i klasserne – og her er de to koordinatorer på turne rundt i skolens forskellige fagfællesskaber – i første omgang med fokus på social- og sundhedsuddannelserne. Derefter følger uddannelsen til pædagogisk assistent, skolens kursusvirksomhed og rekruttering.

”Vi har udvalgt de fag, hvor velfærdsteknologi eller telemedicin indgår i uddannelsen som fagmål, og så drager vi på turne rundt og fortæller om relevante velfærdsteknologier i deres fag ved møder i skolens normale møderække”, fortæller Rikke Nymann Lund.

”Det er meget væsentligt for vores kollegaer, at de ikke skal forholde sig til alle velfærdsteknologier, men kun dem vi har udvalgt til dem”, supplerer Kenneth Pihl.

Hvert besøg i fagfællesskaberne starter ud med at fortælle, hvorfor det overhovedet er nødvendigt for underviserne at arbejde langt mere med velfærdsteknologier end tidligere.

”De tre gode grunde er; det står i undervisningsmålene fra Undervisningsministeriet, det er et led i Sosu Esbjergs strategi, og aftagerne af vores elever – kommunerne - begynder at skulle bruge velfærdsteknologi”, siger Rikke Nymann Lund.

Tryghed er afgørende

Efter et eller flere besøg i et fagfællesskab vil der typisk være en eller flere undervisere, der har mod på at kaste sig ud i at bruge velfærdsteknologi i klasserummet. Alt efter behov kan en af de to koordinatorer så være med i undervisningen – af en eller flere omgange.

Helt lavpraktisk klæder de to koordinatorer lærerne på til at kunne tage udvalgte velfærdsteknologier med i undervisningen. Deltager i undervisningen, bidrager med at lave undervisningsmateriale og drager nytte af det fælles undervisningsmateriale, der produceres af alle sosu-skolernes koordinatorer i Videnscenter for Velfærdsteknologi.

”Hvis der er brug for, at en af os kommer med ti gange som co-teacher, så er der plads til det. For hvis lærerne ikke bliver trygge i at bruge velfærdsteknologierne – ender de med at blive stående i skabene”, siger Rikke Nymann Lund.

En stor styrke at være to koordinatorer

Netop tilstrækkeligt med resurser til at kunne motivere og hjælpe skolens lærere er afgørende, hvis en skole skal lykkes med at implementere brug af velfærdsteknologi. Det samme er opbakning fra skolens ledelse.

På Sosu Esbjerg er velfærdsteknologi lagt ind under it-afdelingen, og dermed er skolens it-chef nærmeste chef for Rikke Nymann Lund og Kenneth Pihl, men skolens direktør har stor fokus på velfærdsteknologi.

Derudover fremhæver de to koordinatorer det som en styrke, at de netop er to – med forskellige - både faglige og personlige - profiler.

”Rikke er uddannet sygeplejerske. Jeg er uddannet fysioterapeut. Rikke er praktisk, får det til at fungere i praksis, sætter systemer op. Jeg er mere teknisk og innovativ”.

”Så vi supplerer hinanden godt og kan netop på grund af vores forskellige profiler få flere af underviserne til at se meningen med at bruge velfærdsteknologi i undervisningen”, mener Kenneth Pihl.

Forandringsagenter i praksis

Generelt er skolens elever begejstrede for brug af velfærdsteknologi. Blandt underviserne er modtagelsen lidt mere blandet. Det skyldes dels usikkerhed og mangel på egen praksiserfaring med teknologierne.

”Inddragelse af teknologi i undervisningen kræver teknisk viden og kunnen, og det er en tidskrævende proces at skulle omtænke undervisningen. Her kan vi heldigvis drage nytte af samarbejdet med Videnscenter for Velfærdsteknologi”, fortæller Rikke Nymann Lund.

”For det er helt afgørende, at underviserne kan se en mening i at omlægge deres undervisning pædagogisk og didaktisk til en undervisning med brug af velfærdsteknologier”, siger Kenneth Pihl.

De to koordinatorer er i hvert fald ikke i tvivl. Velfærdsteknologi er vejen frem – og handler ikke alene om at spare penge og hænder. Det kan øge livskvalitet, gøre borgere mere selvhjulpne, lette nogle opgaver for medarbejdere og via data bidrage til faglig beslutningsstøtte ude i praksis.

Så ambitionen er at gøre eleverne nysgerrige og teknologimodige – og klæde dem på til at kunne ”forstyrre” praksis lidt med viden om velfærdsteknologier. Ved at give dem hands-on-oplevelser med velfærdsteknologi.

”Vi har en ambition om at gøre eleverne til forandringsagenter i praksis, og på sigt er det også vores mål, at eleverne må låne velfærdsteknologier med ud i praksis herfra skolen”, fortæller de to koordinatorer.

Der mangler et fælles sprog

Skolen vil også meget gerne etablere et erfaringssamarbejde sammen med skolens fem samarbejdskommuner: Fanø, Esbjerg, Varde, Vejen og Billund. Om netop velfærdsteknologi.

Lige nu er det dog meget forskelligt, hvor langt landets kommuner er kommet i forhold til velfærdsteknologi – og alene definitionen af velfærdsteknologi er forskellig fra skole til praksis.

”P.t. har vi en udfordring i forhold til, at vi som skole er forankret under Undervisningsministeriet, men praksis under Socialministeriet, Sundhedsministeriet og Indenrigsministeriet, og vi er lidt usikre på, om de har talt sammen om velfærdsteknologi”, siger Rikke Nymann Lund.

For hvor alle overordnet er enige om, at sosu-uddannelserne skal sikre kompetencer til det 21. århundredes studerende, er det meget forskelligt, hvor langt kommunerne er. Og hvor Sosu Esbjerg med basis i Videnscenter for Velfærdsteknologi under Undervisningsministeriet simplificerer velfærdsteknologierne under ét. Så kategoriserer kommuner noget som hjælpemidler, andet som basisinventar, behandlingsredskaber, forbrugsgoder mv.

”Og det er svært at tale sammen, hvis vi ikke taler samme sprog”, siger Kenneth Pihl.

Vigtigt med et kritisk blik

De er dog sikre på, at eleverne fra Sosu Esbjerg som forandringsagenter kan være med til at ændre praksis.

Samtidig er håbet, at de på sigt får etableret et decideret læringscenter på skolen.

”Drømmen er at skabe et læringscenter med en blanding af simulation og velfærdsteknologier – gerne i samarbejde med praktikvejlederne ude fra praktikstederne”, fortæller de.

Trods de store drømme understreger de dog begge, at man altid skal holde sig for øje, at elever på en sosu-skole har valgt netop sosu-faget for at arbejde med mennesker. Ikke teknik.

Så et kritisk blik overfor teknik for teknikkens skyld er en helt nødvendig kompetence – blandt både lærere, elever og medarbejderne ude i praksis, mener de.