Anmeldelse:

Midterbarn i klemme

Fin lille ungdomsroman om at være der for hinanden når det gælder.

Offentliggjort

Fakta:

En My for meget

Forfatter: Michala Elk

270 kroner

170 sider

Forlag: Jensen & Dalgaard

Michala Elk har skrevet en fin lille roman om teenageren My, midterbarn, der lever i en ikke helt uproblematisk familie på fem. Lillebror Augustus har astma med inhalator og det hele, og storesøster Alberte, der går i 1.g, er ikke en nem personage at omgås. Hun og moderen i familien står just ikke godt til hinanden, og det brager tit løs i den lille familie med skænderier mellem moderen og storesøster. Faderen holder sig lidt ude af de voldsomme skærmydsler, hvorimod My ofte må træde til med god praktisk hjælp til moderen.

My er hjælpsom, dygtig i skolen og en god veninde, men hun føler sig underligt tom indeni, ingenting-heden, som hun selv meget betegnende kalder sine følelser. Hun begynder hos psykologen Helle Ravn, og her møder hun den lidt ældre dreng, Maciek - et polsk navn, der udtales Magic. Han har karisma til trods for sin unge alder, og han får hurtigt sat nogle gode 'touche' ind hos My, der spidser ører, når han siger noget.

Dybest set synes My, at det er lidt flovt at skulle gå til psykolog så hun fortæller ikke veninderne i skolen noget, og det er ret svært for psykologen at få fat i kernen i Mys problematik. Imidlertid har Magic et talent for at ”læse” My og det hjælper hende faktisk godt ud af ingenting-heden. Ja, til sidst er hun faktisk i stand til at støtte Magic i hans problematik, der handler om, at hans familie skal flytte, og det er han aldeles ikke med på.

Det er en håbefuld og dejlig fortælling, der indikerer, at det nytter noget at være der for hinanden, og at unge ofte er mere kapable til at støtte hinanden, end vi tror. Det er også en historie om at møde en soulmate, en kompis, der evner at spille en rolle i ens liv. Heldigvis fornemmer My, at der er noget helt specielt på spil, og forfatteren evner at holde det på et fint og realistisk niveau. Ingen happy ending her, men en tro på og en forventning til, at de to unge vil kunne være noget særligt for hinanden fremover.

Den velskrevne lille fine roman 'En My for meget' vil være guf for de 12-15-årige.