”Indre drys” er en besynderlig genre. I store træk er der tale om tanker, som Rømer har gjort sig i perioden fra februar 2013 til februar 2015 i forbindelse med studier af de seneste årtiers pædagogiske forandringer. Dryssene er opført kronologisk, når der ses bort fra en samlet fremstilling af Agedrup-sagen (den om Odense Kommunes knægtelse af kritiske Erik Schmidt) og et samlet drys om lockouten (den om overgangen fra arbejdstidsaftale til arbejdstidsdiktat).

Men netop det forhold, at dryssene er bundet op på kronologi, gør læsningen mere end almindeligt interessant, fordi man uafladeligt må lade sig forstyrre i læsningen af et spørgsmål eller en tanke eller et aforistisk udsagn. Faktisk giver det ringe mening at læse bogen i ét stræk, men det giver god mening at have læst det hele. For hvad er det, man sidder tilbage med? Er det en filosofisk souvenir, der minder om de landskaber i væskefyldte plastbobler, man kan ryste, så sneen daler ned? Ja, på sin vis er et drys udtryk for, at Rømer har rystet på hovedet, hvorefter flager af tanker daler ned og dækker et pædagogisk landskab.

Men er der også tale om en art pædagogisk psoriasis, der skaber en indre kløe i læserens tankeunivers? Ja, det er vanskeligt at være upåvirket af læsningen; nogle bliver arrige, andre tænksomme, men uanset hvordan ens reaktion er, så kan det være svært at finde den indre kløfinger, der kan få has på den provokerende eller livgivende irritation, han påfører læseren.

Nogle gange dominerer souvenir-Rømer, som når han reflekterer over læsning af de hedengangne tidsskrifter "Dialog" og "Heretica" og klart bekender sig til det kætterske oprør imod kommunisme og kulturradikalisme. Andre gange har psoriasis-Rømer overtaget, som når han går i det filosofiske flæsk på navngivne personer, for eksempel dem, han har navngivet som DPO, Det Pædagogiske Oligarki, eller konkurrencestatens politikere. Men i mange tilfælde lykkes det ham at få sine drys til at bære præg af en dobbelthed, der klæder ham, for i de øjeblikke er han ikke en ævler eller en pain in the ass, som Henrik Dahl kalder ham, eller illoyal kollega, som nogle forskere han indklaget ham for at være – uden at have fået deres arbejdsgivers medhold.

Thomas Aastrup Rømer fremstår som en idealistisk kulturkonservativ, der har en anstændig tro på oplysningens og den kritiske filosofis afgørende indflydelse på dannelsen af mennesket; han mener, at systemet skal indrettes efter mennesket, og ikke at mennesket skal dannes efter systemet. Men på visse basale områder fører det ham også frem til en basal, ja, fundamentalistisk holdning, som for eksempel i hans hyldest til Anders Fogh Rasmussen for at have stået fast omkring karikaturtegningerne, hvor han skammer Tøger Seidenfaden ud for at have svigtet sine oplysningsidealer.

Vi kommer langt omkring i bogen. Selvklart spiller konkurrencestatstænkningen og dens indflydelse på den pædagogiske tænkning  en hovedrolle. Det sker i analyser af de store udviklingslinjer og i beskrivelser af de små, sigende eksempler som sammenligning af to stillingsopslag til skolelederjob, et fra en offentlig skole og et fra en friskole. Men også filosofiske vinklinger giver læseren en indsigt eller genopfriskning af hukommelsen som Løgstrups beskrivelser af forholdet mellem lærer og elev eller Humboldts dannelsessyn. Der er aforismer og poetiske ytringer. Og så er der de elegante afdækninger som:

"Enhedslisten og konkurrencestaten. / Konkurrencestaten udspringer af dele af Enhedslistens filosofi, det vil sige marxistisk strukturalisme. / Konkurrencestaten er nymarxisme. / Nymarxismen har fanget Christiansborg og aviserne. Danmark er blevet nymarxistisk. De eneste seriøse kritikere er ... Enhedslisten. Hvorfor? Fordi de tror, at konkurrencestaten er nyliberal ... hvad den altså ikke er. / Herfra kortslutter alt".

Alle, der via folkeskolen.dk følger med i Rømers mange blogindlæg, bør læse hans indre drys, fordi de tegner en mere nuanceret billede af ham og hans refleksioner, end hans redigerede tanker gør. Det er, som om han i sin linde strøm af indlæg signalerer, at man i kampen mod systemtænkning, umenneskelighed og magtmisbrug ikke må blotte sig. Men bogen her viser, at den markante kritiker bliver stærkere, når han blotter sin menneskelighed og svaghed.

Den bramfri forfatter Leonora Christina Skov har i et interview sagt, at ”når man stikker røven frem, må man finde sig i at få taget temperaturen”. Uagtet at man kan være uenig med Thomas Aastrup Rømer i dele af hans udgangspunkt, så må man medgive, at han er en ivrig og markant temperaturtager på alle, der har noget, der stikker frem i den pædagogiske debat. Men i sine drys viser han, at den syge ikke bliver mindre syg, hvis man indfører termometeret mit Gefühl.