Det forsvinder aldrig, spørgsmålet om, hvorvidt der i pædagogikken findes noget uomgængeligt universelt. Og ved læsningen af John Deweys hovedværk "Demokrati og uddannelse" må man overordnet set se sig udfordret på netop dette spørgsmål. For hvad er det dog, der gør, at man på mange af de næsten 400 sider glemmer, at denne fremragende tekst er skrevet i 1916 og ikke inden for de seneste årtier? Dewey har selv svaret herpå og på, hvorfor tanken om uddannelse er universel: "Uddannelse betyder det samme for det sociale liv som ernæring og reproduktion for det fysiologiske liv".

Bogen har 26 kapitler, som alle afsluttes med en kort sammenfatning, hvilket gør bogen overskuelig. Ligeledes gør denne opbygning bogen meget anvendelig for praktikeren, der i forbindelse med sit arbejde kan have brug for at (gen)læse et enkelt eller få kapitler. Indholdet spænder bredt over mange grundlæggende emner i den pædagogiske tænkning. Fra "Uddannelsens sociale funktion", hvor Dewey med udgangspunkt i miljø som begreb gennemgår det sociale miljø og dets betydning for uddannelsen, over overskrifter som "Uddannelsens demokratiske idé", "Naturlig udvikling og social kompetence som mål", der må siges at ramme lige ned i en stor dansk debat, til "Videnskabens plads i læreplanen", "Individet og verden", "Pædagogisk filosofi" og "Moralteorier", for nu bare at nævne nogle enkelte. Mange af kapitlerne behandler i deres egen historiske kontekst nutidige diskussioner om retningen for skolen og det pædagogiske arbejde.

Uddannelsen er vigtig og universel. Mennesket, som individ og i sociale sammenhænge, er så mangefacetteret, at uddannelsen til enhver tid må komme af et pædagogisk dannelsesarbejde, der ifølge Dewey skal sikre, at individet på baggrund af erfaringen lærer at reflektere over sammenhænge, der rækker langt ud over individet selv. Dewey placerer således sig selv midt i kompleksiteten og tager afstand fra enhver enten-eller-tænkning. Alligevel argumenterer han for en pædagogisk kompleksitetsreduktion, længe før begrebet af nød kommer på den samfundspolitiske dagsorden. Det pragmatiske er fremtrædende i bogen, idet Dewey hele tiden stiller faktiske vilkår op over for de dannelsesmæssige mål og pædagogiske idealer, han mener er nødvendige, for at demokratiske samfund kan udfolde sig.

Når man læser dette hovedværk, ser man tydeligt, hvoraf begreber som eksempelvis elevdemokrati, projektarbejde og medbestemmelse i skolen kommer. Derudover får man en forståelse for, hvor meget en enkelt mands tanker kan komme til at betyde - der er med andre ord mange sammenhænge at se, mange linjer at føre til senere og nutidige pædagogiske tænkere. Det kan undre, at denne oversættelse ikke noget før har set dagens lys. Men lad os, i stedet for at begræde dette, glædes over forlagets initiativ og komme i gang med igen at diskutere det, Dewey vil i dialog med os om.