Med "systemskiftet" i 2001, da Anders Fogh Rasmussen tog over, begyndte det at gå fremad. Folkets regering kom til, og de elitære, kulturradikale smagsdommeres undertrykkelse blev stoppet. Sådan lyder én sandhed.

Denne sandhed og udviklingen i årene forud sættes til debat i Rune Lykkebergs spændende og skarpe analyse med afsæt i litteratur, film og politik i "Kampen om sandhederne".

I en anden ny bog af Verner C. Petersen, "Vildveje i velfærdsstaten", er det det fælles tankegods bag regeringens og Socialdemokraternes kvalitets- og velfærdsreformer, der sættes kritisk lys på.

Tilsammen kaster de to meget forskellige bøger lyset på velfærdssamfundets udfordringer. Og lærere, skoleledere, læreruddannere, -studerende og skolepolitikere kan hente inspiration begge steder. De analytiske tilgange er forskellige, men begge forfattere peger på forhold og tendenser, som det er nødvendigt at forholde sig til.

Rune Lykkebergs styrke er, at han viser, hvordan mennesker oplever, at de bliver undertrykt i debatter og i mødet med kunstnere, samfundsanalytikere og lærere, der selv synes, at de er frigørende, omsorgsfulde eller ligefrem solidariske. Modsætningerne var der, længe før regeringen og Dansk Folkeparti tog over, og det var såmænd heller ikke VKO-blokken, der først formulerede kritikken. Men der skete et skifte i 2001. Nyliberalismen sejrede over 100 års kamp for dannelsen af et myndigt folk, som Johan Fjord Jensen citeres for at have formuleret det. Man skiftede fra "talens magt" til "magtens tale", som det også udtrykkes. Det er blot ikke sådan, det opleves i medier og debatter af det såkaldte tavse flertal, hvor talens magt mente at kunne nedgøre en diskussionsmodstander ved at erklære ham for "reaktionær", "ligusterfascist" eller "nationalist", og hvor lægmænd ikke oplevede, at de lyttede til eksperter, men til en moraliserende, elitær overklasse. Derfor kom modstanden. Så nu kan de nye magthavere få medløb ved at tale nedgørende om "smagsdommere", "pladderhumanisme", "tossegodhed" og "rundkredspædagogik".

Lykkeberg sætter også skolens udvikling ind i disse sammenhænge, hvor samfundet ifølge Søren Krarup efter Den Blå Betænkning fra 1960 ikke længere er et samfund, men en "klan af troende", som missionerer for demokratiske ideer. Lykkebergs analyse viser, hvordan Fogh-regeringen gør ligestilling mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed og demokrati til danske grundværdier, som alle skal acceptere. Dermed forsvinder det levende og aktive. Demokrati bliver en værdi, man blot arver og går ind for. Men, siger Lykkeberg med afsæt hos Habermas, demokrati - og de andre "værdier" - skal hver generation tilegne sig aktivt, holde i live, videreudvikle og kæmpe for.

Verner Petersens bog handler om at gøre oprør mod det "vrangbillede af rationalitet og fornuft", som i disse år bliver presset ned over velfærdssamfundet ved at projicere naturvidenskabelig og økonomisk tankegang ind over alt. Kontrol og styring ødelægger den personlige ansvarlighed, forståelse og indsigt, som bygger på opsamlede erfaringer og på menneskers tavse viden. Og fællesskab. Verner Petersen forsøger også at pege på veje tilbage til personligt ansvar og samfundsfællesskab. Men han fremstiller overraskende nok demokrati som en værdi, man har. Ikke som noget, man bruger, holder i live og udvikler.

Begge forfatter giver fremragende indspark i debatten om velfærdssamfundet, men hos Rune Lykkeberg kunne jeg have ønsket en selvstændig analyse af befolkningens og politikernes forhold til flygtninge og indvandrere, som har fyldt og fylder meget i modsætningen mellem "flygtningevenner"/"halalhippier" og "rigtige danskere"/"de fremmedfjendske". Ligesom jeg savner Lykkebergs samlende konklusion(er) på den spændende analyse. Hos Verner Petersen er der derimod til tider lidt for meget personligt engagement og lidt for mange emner, så analysen ikke overalt foldes helt ud.

Følg linket i spalten til højre for at læse et uddrag af Vildveje i velfærdsstaten.