Elevers drilleri af vikarer og ballade i timerne er en del af skolens historier gennem årtier. Helle Bjergs ph.d.- afhandling fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, peger på, at elevernes ballade er en test af lærerens autoritet og dermed et forsvar for skolens orden. Helle Bjerg forbinder i afhandlingen den lyst til ballade, som skabes i skolen i alle tre generationer med en fortælling om, hvordan læreren får autoritet.

"Jeg vil gerne gøre op med historien om, at 'engang havde læreren autoritet, nu har hun det ikke.' Gennem hele perioden kan jeg se eksempler på, hvordan eleverne udfordrer og afprøver, men faktisk også efterspørger lærerens autoritet. I det perspektiv skal ballade forstås som elevernes forsvar for forestillingen om, at det er læreren, der skal opretholde skolens orden gennem sin autoritet. Min pointe er, at de handlinger ikke truer skolens sociale orden. De er derimod et forsvar for skolens orden, som hviler på en fantasi om, at læreren skal besidde noget særligt for at få lov til at være lærer," forklarer Helle Bjerg om sin afhandling: 'Skoling af lyst. Fantasier og fornemmelser i tre elevgenerationers erindringer om livet i skolen 1950-2000'.

Fra at udøve retfærdighed til at udveksle personlighed

Afhandlingen viser, at forestillingerne om, hvad der gør en lærer til en god og retfærdig lærer, har ændret sig betydeligt i perioden 1950-2000.

"Det, der har ændret sig, er elevernes forestillinger om, hvad det er læreren har eller gør, som skaber lærerens autoritet. I erindringerne fra 1950´erne bedømmes lærerne efter, hvorvidt de er retfærdige eller uretfærdige i deres bedømmelser og afstraffelser af eleverne. Men ligesom i dag er det i erindringerne fra 1990´erne også væsentligt, hvorvidt lærerne indgår i personlige relationer, der tilgodeser hver enkelt elevs særlige behov. Læreren er gået fra at skulle udøve retfærdighed til at udveksle personlighed," siger Helle Bjerg.

Læreren står ikke længere på en ophøjet position i klasserummet bag katederet. I dag er læreren trådt ned i klassen blandt eleverne - fysisk såvel som mentalt. Det skaber en særlig spænding i lærerautoriteten i dag, fordi den både udøves fra en position, der er tæt på eleverne, men samtidig fortsat baseres på forestillingen om læreren som en, der besidder noget ganske særligt.

Lysten skal drive værket i 90'erne

Et gennemgående fokus i afhandlingen er, hvordan skolen former og omformer eleverne lyst. Her fortæller mange af elever fra 1950'er-generationen, hvordan de faktisk godt kunne lide at læse og skrive derhjemme, mens de henne i skolen ikke havde nær den samme læselyst. I 1990'ernes eleverindringer er 'lyst til læring' derimod blevet en pligt - og en ret. Helle Bjerg forklarer:

"Op gennem 90'erne er det bemærkelsesværdigt, at lysten skal drive værket, og hvis ikke eleverne kan finde lysten til læring, så kan de ikke lære noget. Når lyst til læring skifter position i skolen - fra at være noget, der ikke kommer skolen ved, til at være omdrejningspunkt for læring - så får kedsomhed også en anden betydning," siger Helle Bjerg og påpeger, at det stiller nye krav til læreren.

"I 90'ernes skole er pligten til lyst forbundet med elevens ret til ikke at kede sig. Hvor det tidligere var elevens eget problem, hvis han eller hun kedede sig, bliver det nu lærerens ansvar, at forme og tilrettelægge undervisningen, så eleverne ikke keder sig," siger Helle Bjerg.

Forsvar for afhandlingen

Helle Bjerg forsvarer sin ph.d.-afhandling fredag d. 24. juni 2011 kl. 13.00 på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 Kbh. NV, Auditorium D169

Afhandlingen kan rekvireres ved henvendelse til Danmarks Pædagogiske Universitetsbibliotek