At private bygger mure, sætter vandhaner i og skifter elpærer ud, underminerer ikke, at det er kommunen, skoleledelsen og lærerne, der står for undervisningen, mener professor Ove Kaj Pedersen

Gerne flere OPP-skoler

CBS-professor: Hvis private rejser murene, får det offentlige bedre råd til at betale regningen for det, der sker inde bag dem

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom de røde lamper blinker hos nogle, når snakken går om privatisering af offentlige opgaver, er der ingen grund til at tage afstand fra at bygge skoler som offentlig-privat partnerskab.

Så længe det kun er mursten, det drejer sig om, ændrer det ikke på den fundamentale opgavefordeling, mener professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Business School (CBS).

»Det er et udviklingstræk i flere europæiske lande, at stat og kommuner i stigende grad lader private firmaer stå for det, man kalder de røde mure, eller for infrastruktur«, siger professoren. »Danmark er ikke ligefrem i front, men nogle projekter er på vej, og ATP og nogle af de store pensionskasser vil gerne i gang med at investere i området«.

I øjeblikket forhindrer den danske pensionslovgivning, at det sker. Derfor investerer ATP og andre i stedet deres midler i andre lande.

»Du og jeg og alle andre, der betaler til ATP, ejer i store mål det tyske kloaksystem og de engelske havne, kan man sige - mens vi ikke ejer noget i Danmark, hvor flere offentlige områder ellers godt kunne trænge til renovering«.

Ove Kaj Pedersen synes, det ville være en god idé, hvis vores pensionsfonde kunne investere i den fysiske del af velfærdsstaten. På den måde ville vores skattemidler i højere grad kunne bruges til at opretholde velfærdsstaten.

»Der er ingen tvivl om, at vi er på vej ind i en finansieringsklemme. Danskerne bliver alle sammen ældre, og der skal bruges flere midler på velfærd, samtidig er der færre i den arbejdsdygtige alder og dermed færre til at betale skatteindtægterne. Allerede fra 2010 bliver der et underskud på statsfinanserne, der skal dækkes på andre måder«.

Private går vel ikke i gang med OPP-projekter for at støtte den offentlige sektor. Vil de ikke tjene på investeringerne?

»Jo. Men de private, der har midlerne, er i høj grad de pensionsfonde, hvor skatteyderne har investeret deres pensionspenge. Den største kapitalejer i dagens Danmark er lønmodtagerne. Det vil sige, at det er os selv, der får pengene tilbage i rigt mål«.

CBS-professoren er heller ikke bekymret over, at OPP-projekterne strækker sig over mange år.

»Det ændrer ikke ved de demokratiske forhold. Hvis en kommune selv bygger en skole, er de efterfølgende kommunalbestyrelser også forpligtet mange år ud i fremtiden. Så medmindre kontrakten med det private selskab er dårligt udformet, ændrer det ikke på tingene«.

»At private bygger mure, sætter vandhaner i og skifter elpærer ud, underminerer ikke, at det er kommunen, skoleledelsen og lærerne, der står for undervisningen«. |

»Du og jeg og alle andre, der betaler til ATP, ejer i store mål det tyske kloak­system og de engelske havne«