Debat

S-kandidat vil have LGBT-ambassadører i folkeskolen

Laura Rosenvinge (S) foreslår i anledning af Copenhagen Pride, at alle folkeskoler udnævner en LGBT-ambassadør i lærerstaben, som skal være med til at skabe en mere inkluderende folkeskole.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For et par uger siden mødtes jeg med nogle aktivister fra LGBT-miljøet for at høre, hvordan vi kan skabe et mere mangfoldigt samfund.  

Fra LGBT Danmark hørte jeg, at man har kendskab til transkønnede elever, som oplever grov chikane fra lærere. Lærerne anerkender ikke barnets kønsidentitet og bruger konsekvent de pronominer og det navn, som matcher det køn, barnet blev tildelt ved fødslen. 

Dertil kommer, at næsten 2 ud af 3 unge LGBT-personer har oplevet negative kommentarer eller ubehagelig opførsel i deres skole på gund af deres seksualitet og/eller kønsidentitet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Uanset om mobningen kommer fra elever eller lærere, så skal vi sætte ind. Det er et problem, som vi skal tage meget seriøst.

Jeg tror ikke, at mobning og chikane kommer af ond vilje. Jeg tror ikke, en lærer tager på arbejde for at chikanere en transkønnet elev. Jeg tror ikke, at en elev råber "bøsserøv" for at såre sin klassekammerat. Jeg tror, det kommer af uvidenhed og manglende oplsyning. 

Mit forslag er derfor, at alle folkeskoler bør udpge en LGBT-ambassadør i lærerstaben. Vedkommende skal efteruddannes i inklusion af LGBT-personer og konfliktmægling, så man kan gribe ind, når der opstår konflikter på grund af lærere eller andre elevers manglende accept af en elevs seksualitet eller kønsidentitet. LGBT-ambassadøren kan bidrage til at oplyse andre lærere på skolerne omkring, hvad det vil sige, at være LGBT-person - og vejlede sine kollegaer eller skolens elever i inkluderende sprogbrug. 

Konfliktmæglingen kan bestå af en række samtaler, lukkede møder mellem de involverede parter eller fællesmøder i klassen eller på tværs af årgange.

For at transkønnede kan deltage på lige fod med andre elever i fag som idræt, skal de også tilbydes omklædningsfaciliteter eller andre ordninger, som tilgodeser evt. særlige behov.  

I sådanne tilfælde er det også LGBT-ambassadøren, som træder til, hvis der opstår konflikter omkring transkønnede elevers brug af omklædningsrum og toiletfaciliteter, sådan som vi har set eksempler på det i andre lande.

Vi skal gøre meget mere for at komme mobning af unge LGBT-personer til livs. At udpege LGBT-ambassadører i vores folkeskoler ville være et vigtigt skridt på vejen. 

Laura Rosenvinge stiller op til kommunalvalget i København for Socialdemokratiet. Hun er nr. 9 på listen. I forbindelse med Copenhagen Pride Week har hun lanceret et større LGBT-politisk udspil, som kan læses her